Wallace Rockhole

Rejsen til Australien, 10. del

Jeg er ikke noget flokdyr. Ikke, at jeg omvendt er en ensom ulv, der trives bedst alene. På ingen måde. Skal vi blive i analogen, så har jeg det nok bedst i udkanten af flokken, hvor jeg kan træde ind og ud af gruppen, som det nu passer mig. Af samme årsag er pakkerejser absolut ikke min livret, selv om jeg har gennemført en del i min tid.

På fjerde dags morgen er jeg ved at have fået nok af fælles morgenmad, fælles frokost, fælles aftensmad og et tilrettelagt dagsprogram. Jeg vil bestemt ikke egne mig til at sidde i fængsel, så jeg må hellere blive på den gode side af loven. Det lyder måske underligt efter kun tre dage og så mange oplevelser. Jeg er da heller ikke ved at gå ud af mit gode skin, men jeg savner at kunne gå til højre, når de andre går til venstre. Eller holde en times pause, når det passer mig.

Lejren vi er i, er ejet af aboriginere, og der er både et kulturcenter og en lille forretning. Wallace Rockhole ligger kun 10 minutters kørsel væk, og Nick nøjes med at være chauffør. Vores guide i dag er aboriginer, og hans australske navn er Robert. Wallace Rockhole er et helligt sted, og må kun vises frem af aboriginske guider. Robert er en lidt stille, men meget lun fyr. Han er svær at forstå, måske lidt genert, og man skal stå meget tæt på for at høre ham, men så får man også en masse at vide.

DSC_2184

På vej mod Wallace Rockhole. Robert i front.

DSC_2188

Ghosttree. Wallace Rockhole.

Wallace Rockhole viser sig at være enden af en lang, lav kløft. Området har været opholdssted for urbefolkningen, et slags helligt mødested. Der er da også et naturligt indhak i klippevæggen, der nærmest danner en lille scene. Indhakket er fyldt med aftegninger og inskriptioner, der er ridset eller malet på klipperne. Det er en hel historiebog. Man kan sagtens forestille sig urbefolkningen sidde ved bålet og udveksle jagthistorier.

DSC_2171

Wallace Rockhole

DSC_2169

Der er aftegninger af hænder overalt.

P1010420

Ikke to hænder er ens.

DSC_2172

Robert på den naturlige “scene”.

DSC_2174

Robert fortæller, hvad indgraveringerne betyder.

DSC_2181

Et firben lytter med

De nyeste graveringer og tegninger er 80 år gamle, de ældste op mod 10.000 år. Af samme årsag er det en fornøjelse at området er lukket af. Man kan kun komme ind til fods, og kun sammen med en guide, hvilket sikrer at ubetænksomme (pæn betegnelse) turister ikke tramper hensynsløst rundt, og slider unødigt på dette hellige, historiske sted. De fleste aftegninger er dyrespor, der er blevet brugt til at fortælle andre jægere, hvor de forskellige dyr er blevet observeret. Nogle symboler er så hellige, at vi ikke må få at vide, hvad de betyder. Vi dufter også til helbredende buske og blomster.

DSC_2176

Vi dufter også til de forskellige planter. Denne har helbredende virkning.

P1010422

De ældste symboler er op mod 10.000 år gamle.

Besøget i Wallace Rockhole varer vel et par timer. Efter dette historiske vingesus begiver vi os tilbage til lejren for at deltage i en dotpainting session. Vi skal lave den traditionelle aboriginske prikmaling. Kulturcenteret har masser af smuk, aboriginsk kunst. En kvinde sidder og arbejder på et maleri med tusinder af små honningmyrer. Tålmodigt arbejder hun sig frem prik for prik. Nå, vi skal også prøve vores evner. Det bliver til tre bogmærker af tvivlsom kunstnerisk karakter. Men de er sjove at lave. 

P1010429

Laila koncentreret. Jeg laver et bogmærke med et firben.

P1010430

Det er sjovt, men så som så med evnerne.

Det er for sidste gang blevet tid til at rydde lejren. Vi har de seneste dage kørt rundt i en stor cirkel, og vi er ikke længere så langt fra vores udgangspunkt, Alice Springs. Alle tror at turen nu er til ende, og der kun resterer den afsluttende bustur. Men der venter os endnu en finale.

P1010417

Bussen er pakket og klar til afgang. Wallace Rockhole Camp.

P1010431

… og den blå himmel er vendt tilbage.

Vi rasler langs Western MacDonnell Ranges bjergkæden tilbage mod Alice Springs. Bussen gør holdt ved en rasteplads, og lidt overraskende gør vi klar til endnu en vandring. Efter bare 5-600 meter skifter landskabet karakter, og ny slugt åbenbarer sig: Standley Chasm. Denne revne i fjeldet er rød og stelj, som skåret ud med en køkkenkniv, eller måske ligner den mest et brud, fra et stykke knækket, porøs chokolade.  

P1010435

Standley Chasm.

DSC_2190

Nick er ikke fri for en vis forfængelighed. Standley Chasm.

P1010433

Hr. og Fru Danmark. Standley Chasm. Foto: Nick

P1010437

Tina forhøjer stentårnet. Standley Chasm.

Kan vi nu komme i tanke om noget vi ikke har set? Jeps. De fleste er meget skuffede over, at vi ikke har set én eneste kænguru. Den kan Nick ikke lade sidde på sig, så han gør endnu et forsøg. Vi fortsætter tættere på Alice Springs, og gør endnu et stop ved et udtørret flodleje. Stille og roligt vandrer vi op langs floden. Der er ingen, der har travlt denne varme eftermiddag. Nu hvor turen er ved at være slut, trækker vi tiden så længe som overhovedet muligt. Vi vil nødigt give slip på den centralaustralske natur.

P1010439

Vi går langs et udtørret flodleje.

P1010459

Eftermiddagsheden er sat ind, men vi ænser den ikke denne dag.

Snart får Nick øje på en rock wallabie, skønt den er godt camoufleret. En wallabie er en – ja – kænguru. Ikke så stor, men en vaskeægte kænguru. Når bare vi forholder os rolige, og ikke laver for hurtige bevægelser, kan vi gå tættere og tættere på. Den lille fyr er meget nervøs og reagere på den mindste bevægelse, men den er også for nysgerrig til at løbe sin vej.

P1010445

Rock wallabie. Nervøs og nysgerrig.

P1010453

Wallabie’en er godt camoufleret blandt klipperne.

Uden vi har opdaget det, er vi ved et nyt smukt highlight i MacDonnell Ranges. Den indtørrede flod snævrer ind og samles i Simpsons Gap, der er endnu en naturlig kløft. Arizona-lignende klipper rejser sig på begge sider.   

P1010461

Den udtørrede flod ender i Simpsons Gap.

P1010454

Forrevne klipper på begge sider.

P1010455

Simpsons Gap.

Tilbage ved bussen er det blevet tid til afsked. Vi er nu få kilometer fra Alice Springs, og vi mangler kun at blive afleveret ved vores respektive hoteller. Vi har samlet en rum mængde drikkepenge ind, og en tysk pige holder tale. Nick og Marleen er helt forlegne. For dem har det været endnu en tur, for os andre en bid af verdenskortet der har åbnet sig. Foldet sig ud som en blomst, hvis skønhed vi stadig glædes og undres over.

P1010465

Der bliver holdt afskedstale.

P1010464

Nick og Marleen (i midten i blåt). Endnu en tur er gennemført.

Det er sen eftermiddag, da vi bliver smidt af ved hotel Crowne Plaza. Det er som om det er hundrede år siden, vi var her sidst. Selv om det har været en lang og begivenhedsrig dag, er der ikke tid til at hvile på laurbærrene. Den lille gruppe: Tina, Laila og Gert må videre. Som du måske husker lukkede fotobutikken lige for næsen af mig i lørdags, og vi må derfor ud i varmen igen, og ind til centrum. Denne gang når jeg at købe et filter inden de drejer nøglen om. Og – minsandten – om ikke den lille western saloon ligger der endnu. Vi køber et par kander øl, og summer over de utrolige landskaber vi har set. Den røde, jernholdige jord, de uendelige landeveje, The Rock, Kata Tjuta, de magellanske skyer, The Lost City, Kings Canyon, teltlejrene, Wallace Rockhole, Standleys Chasm, Simpsons Gap. Snakken går, og endnu en kande kommer på bordet.

Vi slutter dagen, og det centralaustralske eventyr, i poolen på hotellet. Stemningen er løftet af varmen, alkohol og indtryk. Vi svømmer om kap. Da vi når til rygcrawl glemmer Tina at holde øje med, hvor langt hun er kommet, og banker hovedet ind i bassinets kant. Vi bliver enige om at det vist er sengetid. På alle måder.

Stay tuned til 11. afsnit, hvor vi vender tilbage til storbyen og civilisationen. Melbourne, here we come!

Reklamer

6 responses to “Wallace Rockhole

  1. Fantastisk fortaelling, mine ben er helt traet af at gaa!

    KH Mona

  2. Tak for den guidede tur! Hvor jeg genkender dine fornemmelser for grupper, men der er jo bare nogle ting, hvor man må hænge på. Såsom turen du her beskriver så godt.

    • Tak, Eric, og tak fordi du følger med. Dejligt med en artsfælle. Der er steder man ikke kan se uden at rejse i gruppe, og det giver da også nogle anderledes oplevelser og gode snakke med andre mennesker. Men det er ikke min livret. Jeg har været på flere solformørkelsesrejser, som et meget velegnede til grupperejser, da der er et tema, og alle interesserer sig for det samme. Det er helt ok, men når lejligheden byder sig smutter jeg lidt for mig selv.

      Gert.

  3. Sikke nogle fantastiske landskaber I har set. Det har været helt overvældende at være med jer på turen, som jo var tæt pakket med oplevelser til det allersidste.

    Den lille wallabie skjulte sig sørme godt blandt klipperne. Der gik lige et par sekunder til jeg opdagede den på det første billede.

    Grupperejser: Som du ved, rejser jeg helst alene, og da jeg tog på min første rejse med Topas med en gruppe, var jeg meget i tvivl, om jeg nu kunne holde det ud. Men det gik fantastisk. Jeg tror, menneskets tilpasningsevne er enorm. Hvis man på forhånd er indstillet på, hvad det er der venter, så kan man også få en hel masse godt ud af det.

    • Ja, det var helt vildt med landskaberne. Det var som om den ene kanin efter den anden kom op af hatten.

      Du har fuldstændig ret med tilpasningsevnen, og det at vide, at man skal. Havde turen nu varet 10 dage, så var jeg også nok først blevet træt den sidste dag. En anden god ting ved grupperejser er for mit vedkommende, at jeg tvinges til at se noget, jeg ikke selv ville have valgt. Da jeg var i Moskva i 2008 besøgte vi en masse kirker og museer, som jeg nok selv var gået udenom, men tilsammen gav det mig et nuanceret indtryk af byen.

      Gert

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s