Mord i Melbourne

Rejsen til Australien, 11. del

Jeg sveder voldsomt, da vi når toppen af Ayers Rock. Jeg har skibukser og dynejakke på, en Peru-agtig strikhue er trukket helt ned over ørene. The Rock er ikke rød i dag, men gul som solen. Der er ingen udsigt, kun et gammelt skolebord på den golde top. Bag bordet sidder Dan Turell, med de karakteristiske sorte negle og den rullende stemme. “Jeg holder af hverdagen,” begynder han. “Hverdagen er min bedste ven.” Det kommer som skidt fra en spædekalv, men til min irritation overdøver koret ham næsten. De synger af fulde hals. De fleste er gamle skolekammerater fra Nansensgade, men jeg genkender også min gamle læremester fra Energistyrelsen, Kaj Aage Højer Nielsen. På bordet ligger samtlige 12 bind af mord-sagaen, og Onkel Danny sidder og skriver på, hvad der må være et 13. bind. Mord i Melbourne.

Det er stadig nat da jeg vågner. Melbournes skyskrabere lyser gennem det store panoramavindue på 14. sal af Crown Promenada Hotel. Jeg ligger i en kæmpeseng, der vel er to meter bred. Og så er der endda to sådanne senge i værelset. Jeg slukker tørsten med en vand fra den ualmindelig velassorterede minibar. 6 dollar. Tisser på badeværelset, der har separat bruseafdeling, og samlet er på 8-10 kvadratmeter. Vi er sandelig gået op i niveau hvad overnatning angår.

På hotellets første sal er en stor indendørs swimmingpool, hvor vi svømmer hver morgen. Vi mødes på gangen iført hotellets hvide badekåber og tøfler. Laila bor i et værelse der er lige så stort. Vi fører os frem på den internationale arena. Hotellet er samtidigt casino og konferencehotel. En forretningsmand med jakkesæt og pomadehår kigger på de tre badekåber i elevatoren. “I’m not gonna ask!” bemærker han tørt.

Klar til svømmetur

Udsigten fra 14. sal. Her om dagen.

Vi holder ferie. Kritiske læsere vil måske mene, at det har vi hele tiden gjort. Men i Melbourne har vi masser af tid, ingen planer og ingen aftaler. Til højre eller til venstre? Who cares, vi kan ikke gå forkert. Vi besøger det 130 år gamle Queen Victoria Market. Der er nu ikke meget gammel charme over det. Det er, som så mange andre steder i verden, fyldt med det værste toledokram, billigt tøj og hæslige souvenirs.

Queen Victoria Market

Masser af toledokram. Queen Victoria Market.

Jo, de australske mænd kan være store.

Det centrale Melbourne består af snorlige gader, hvis moderne look brydes af mange sporvogne, der giver byen et charmerende præg. Byens ældste linje kører rundt om cemtrum, og er ganske gratis. Moderne sporvogne skære gennem hovedgaden, som jeg kommer til at kende særdeles godt. Der er forbandet mange dametøjbutikker, og jeg kommer til at tilbringe en rum tid på gadens bænke. Det får mig til at besøge de små graffitti-malede sidegader, men dem vender jeg tibage til i næste del.

De gamle City Circle Tram kører gratis byen rundt.

Jeg tilbringer en del timer alene i gågaden, hvor sporvogne dog er tilladt.

Nuvel, vi befinder os sidst i november, og der er julepynt overalt, men det er forår i Melbourne. Temperaturen er meget varierende, grundet den kolde vind fra det store arktiske hav syd for byen. En dårlig dag er det 18 grader, og en god dag over 30. Vi søger mod St. Kilda Beach, der ligger 10 minutter med sporvogn syd for byen. Det er lørdag og stranden er et fluepapir af mennesker der har forladt storbyens larm. Området her er livligt, og har den gammelkendte stemning af rejsende fra hele verden. Maden koster det halve af priserne i centrum. Vi besøger senere steder flere gange.

St. Kilda lørdag formiddag.

Stranden er velbesøgt.

En smuk havfrue i vandkanten.

Deres udsendte.

I den modsatte ende af byen besøger vi Fitzroy kvarteret der er Melbournes bohème kvarter med specialbutikker og hyggelige caféer. Området er en labyrint af små, hemmelige steder. De fleste viser sig dog at sælge tasker og kjoler. Jeg tænker min næste drøm bliver et mareridt, hvor jeg bliver kvalt i en syndflod af flæser, blonder, bomuld og hør. I ventetiden fortsætter jeg min grafittijagt og min anden hovedbeskæfigelse: Jagten på nærmeste bar. Hvis det var tøserne der sad ved dette tastatur, ville de sikkert komme med useriøse argumenter om, at vi vist har set flere barer end kjolebutikker. Det kan jeg klart afvise. Jeg husker det som den tørstige mand, der efter timers kjolejagt fik en enkelt pilsner.

Fitzroy.

Fitzroy vrimler med hyggelige caféer.

Fitzroy grafitti.

Farver i Fitzroy.

Yarra River skærer gennem Downtown Melbourne, der ligger smukt på begge sider. Byen er ren, pæn og tryg. Vi behøver ikke bevæge os langt for at finde alverdens restauranter, barer og butikker. Der er et sandt leben hver aften. Alle er ude, og der er fyldt på restauranterne. Der er ikke den store forskel på fredag og tirsdag. Dét kendetegener en rigtig storby, ikke som København, der en hverdagsaften er så stille som en domkirke. Priserne langs floden er tårnhøje, og igen må vi undre os over hvordan australierne overlever.

Yarra River og Melbourne skyline.

Roning er en stor sport i Melbourne

Hvorfor ikke bruge bropillen som bar?

Legendariske Findes Station

Aftenstemning Yarra River

For meget øl?

Man kan altid finde en hyggelig plads.

Melbourne by Night.

Kys natten

Et fast gøremål om aftenen er at finde noget gratis internet. Pigerne har udvalgte steder, hvor det fungerer mere eller mindre stabilt. Der er 10 timers tidsforskel til Danmark, og det passer med, at der er svar hjemmefra senere på aftenen, når danskerne er stået op til novemberkulden.

Et tryk og der er kontakt til Danmark 13.000 kilometer borte.

Jeg drømmer meget hver nat. Det sker ofte når jeg er langt væk og mentalt er på vej hjem. Drømmene er ikke helt så abstrakte som de kan være derhjemme, og ofte er de befolket med personer fra min fortid, der blandes sammen i en skøn forvirring. Jeg kan ikke glemme Dan Turell, og prøver at tænke på ham inden jeg sover, i håb om at drømmen dukker op igen, og jeg får bare første kapitel af Mord i Melbourne.

Det gør han ikke. Det bliver heller ikke til noget mareridt om kjoler. I stedet dukker en gammel mand på cykel op igen og igen. Det er min far. Hvor ville jeg ønske han ventede derhjemme. Men det gør han aldrig mere. Det bliver en tanke jeg aldrig helt vænner mig til.

Vi nærmer os afslutningen, og næste gang skal vi se på god graffiti (ja, du læste rigtigt) i Melbourne, inden det i 13. del er blevet tid til den store finale på Great Ocean Road.