Great Ocean Road

Rejsen til Australien, 13. del

Jeg kalder konsekvent De tolv Apostle for De syv Søstre. Og Laila retter mig, berettiget, lige så konsekvent. Jeg ved ikke hvorfor det lyder bedre med søstre end apostle, eller hvor tallet syv kommer fra. Det har selvfølgelig ingen gang på jorden, og De syv Søstre er vist nogle bjergtoppe i Norge.

De tolv Apostle derimod er en række kalkstensklipper, der står frit i havet ud for den Australske kyst midtvejs mellem Melbourne og Adelaide. Apostlene ses ofte på billeder ved solopgang eller solnedgang. Det bliver der ikke noget af i dag. Vores ankomst til De tolv Apostle er beregnet til ca. kl. 15.00, hvor solen står højt på himlen. Men først skal vi tilbringe 275 kilometer i bus, og på vejen skulle der være mulighed for at se koalabjørne og besøge en regnskov.

Efter cirka 100 km. gør vi holdt ved en stor naturcampingplads. En flok turister står i en klump under nogle eucalyptus træer. De blitzer løs. Der er ikke svært at gætte, at der oppe i træet må sidde en koalabjørn. Der sidder faktisk to. Jeg maser mig med lidt dårlig samvittighed ind i mængden. Hvad tænker den stakkels bjørn ikke? Det er svært at komme på skudhold, og ikke overraskende har bjørnen lukket øjnene i regnen af blitzlys.

Det burde være en lov mod brug af blitz. Alle vegne i verden tramper tankeløse turister rundt og blitzer dyr i øjnene, blitzer gamle vægmalerier (som jeg senest så det i den underskønne Aya Sofia Moské i Istanbul) selv om der udtrykkelig står det er strengt forbudt, og det i øvrigt burde være logik. Blitz skal bruges med omtanke, og kun når det en sjælden gang er relevant. Blitz skal ikke være slået permanent til på et kamera. Jeg overveje at brokke mig til forsamlingen, men tænker det reelt ikke rager mig, og jeg ved jo heller ikke om dyret måske elsker blitzlys. Jeg tillader mig dog at tvivle.

Nå, men også jeg tager et billede af bjørnen, selv om jeg mest har lyst til at beskytte det stakkels dyr. Uden blitz naturligvis, men det er også unødvendigt, de øvrige lyser så rigeligt op.

DSC_2251

Den skønne koalabjørn lukker øjnenen. Jo, de er vist lidt dovne, men mon ikke også mindst 15 blitzlys irriterer den?

Så sker miraklet. En flok smukke fugle afleder de fotograferende galninges opmærksomhed. Alle kameraer og blitzlys flytter omgående fokus, i én samlet bevægelse, som en blodtørstigt vampyr der har fået færd af frisk blod. Og så er jeg næsten alene med bjørnene.

DSC_2253

En flok smukke fulge redder for en kort stund koalabjørnene.

DSC_2255

Sød er den, den pelsklædte fætter.

DSC_2256

Jeg må overbelyse voldsomt for at undgå blitz.

DSC_2259

De farverige fugle er pludselig alle vegne.

Jeg opdager at en mand sælger fuglefrø til turisterne, og det er frøene, der har lokket de mange fugle til. Så bliver jeg mistænksom. Det virkede også som om vores buschauffør vidste nøjagtigt, hvor han skulle køre ind for at se bjørnene. Jeg tænker de måske er anbragt i træerne til ære for os? Nå, jeg må lære at jeg selv er turist, og ikke er opdagelsesrejsende på ekspedition. Jeg får dog lige et sidste turist-gok i nøden, da jeg hører vores ivrigt blitzende venner taler dansk. Tag den, du gamle!

Vi returnerer til bussen, og jeg er allerede lidt negativ for den kommende regnskov. Mon der står en udklædt aboriginer og danser for os? Men det viser sig at være slut med kedelige overraskelser for i dag. Så afgjort.

Det lille stykke regnskov vi besøger ligger i Great Otway National Park. Skoven er grøn og frodig her i det fugtige klima mod havet. Der er virkelig en fornemmelse af fugtig, dampende regnskov, som jeg ikke har set – eller rettere mærket – tidligere.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Deres udsendte – nu i bedre humør. (Foto: Laila)

DSC_2272

Skoven er grøn og frodig.

DSC_2359

Kæmpe bregner gør skoven tæt.

DSC_2267

De enorme træer er mindst 50 meter høje.

Vi spiser frokost et underfundigt sted, der ligner en mellemting mellem en ranch og en restaurant. Der er også et lille motel. Man kan også ride på heste og se lamaer. Ja, lamaer af alle dyr. Man kan åbenbart det hele her. Maden er ikke noget at skrive hjem om, men vi har også næsen stift rettet mod De syv Søs…. øh, De Tolv Apostle, naturligvis.

DSC_2278

Vi spiser frokost på en ranch.

Formiddagens gråvejr er væk, og solen er brudt frem da vi kører helt ud til kysten. Første stop er Gibson Steps. I den stejle klippevæg ud mod kysten har en lokal jordejer, Hugh Gibson, i forrige århundrede, hugget en trappe, så man kan komme ned på stranden. De mange trappetrin er i dag erstattet af cement, men det er stadig den originale nedgang.

DSC_2281

Gibson Steps Beach. Trappen ligger diskret i klippevæggen.

DSC_2285

Gibson Steps Beach

DSC_2282

Fra stranden kan vi se den første apostel.

DSC_2288

Glade piger. Endnu en milepæl er i hus.

DSC_2294

Det er apostlen til højre! (Foto: Laila)

DSC_2291

Vand og vind former kalkstensklipperne – men bliver også deres endeligt.

DSC_2289

Gibson Steps Beach.

DSC_2357

Gibson Steps Beach

I første omgang bliver det ved den ene apostle man kan se fra Gibson Steps. Vi kører forbi udsigtspunktet for De tolv Apostle, simpelthen for at undgå rush hour. Vores chauffør kører uden om alle de andre busser og fortsætter videre til Loch Ard Gorge. Loch Ard var en skonnert, der led skibbrud i 1878 i de lumske rev ud for den sydaustralske kyst. Loch Ard var blot et af mange skibe der led samme skæbne, men vores chauffør fortæller, at netop det skib har givet navn til slugten, fordi kun en mand og en kvinde overlevede, og drev i land i den snævre slugt. De var begge 19 år, og myten fortæller om en stormende kærlighedshistorie imellem dem. Sandheden er imidlertid, at de aldrig så hinanden efter forliset, men lad os nu ikke ødelægge den gode stemning.

DSC_2301

Loch Ard Gorge

DSC_2303

Loch Ard Gorge

DSC_2304

Tina spejder efter skibsvraget?

DSC_2306

Loch Ard Gorge

DSC_2309

Loch Ard Gorge

Efter en ispind på landevejen er det blevet tid til dagens mål og finale: De tolv Apostle.Vi møder en række busser på vej mod Loch Ard, så vores chaufførs taktik var rigtig. Vi vandrer ud på et langt klippefremspring, hvorfra der er frit udsyn til apostlene.

DSC_2319

De tolv Apostle

DSC_2338

Fem apostle på den ene side af udsigtspunktet….

DSC_2323

… og to apostle til den anden side.

DSC_2326

Gibson Steps Beach og de to apostle

DSC_2337

Klippevæggen er næsten lodret. Der er ingen vej ned til stranden her.

Men hov! Lad os lige spole tilbage. Fem apostle til den ene side, og to til den anden side. Det giver jo syv! Jeg kigger hoverende på pigerne. Chaufføren fortæller, at der så vidt vides aldrig har været 12 klipper i havet. For år tilbage var der 10, men vandet har ædt sig ind på tre af kalkstenene, og de er styrtet i grus, som det ses forrest i billedet ovenover. Altså er der kun syv klipper tilbage. Og hvis der ikke er tolv, så er de ikke apostle, og så kan de lige så godt være søstre. Det er bare min mening, siger jeg med næsen i sky. Måske er jeg blevet clairvoyant på mine gamle dage?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tre tosser på tur. (Foto: ukendt kineser)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Grå er årets modefarve i Australien! (Foto: ukendt kineser)

Vi holder os vågne alle 250 kilometer tilbage til Melbourne. Vi ved godt det bliver det sidste vi ser til det utrolige australske landskab. Der resterer kun 1½ døgn i storbyen før Qantas Airbus 380 igen fragter os tilbage til Europa.

Den sidste aften fester vi. Efter nogle kølige dage i Melbourne er det blevet 30 grader, og de varsler 37 grader i morgen på vores hjemrejsedag. Vi kan ikke helt blive enige om det er festøl eller gravøl. Men øl er øl. Efter nogle gode bøffer ender vi på hotellet og slår os undtagelsesvis på gin og tonic. Prisen på drinks i den fashionable bar har jeg forlængst glemt alt om.

P1010596

To søstre – eller måske nærmere søskene. Masser af gin.

Melbourne hilser os farvel med stegende hede. Som altid når en rejse er slut overvejer jeg at blive, sende min opsigelse hjem til Danmark, og realisere min formue. Sidstnævnte rækker dog næppe til mere end et par uger på herberg, og jeg må som altid bide i det sure æble.

30 flyvetimer senere møder jeg nogle mærkelige, hvide, svævende sataner i Kastrup Lufthavn. Det er sne! Taxamanden kigger på mit solbrændte fjæs og griner. “Velkommen hjem!” siger han og åbner galant bildøren.

Rejsen til Australien er slut. Tak til jer der fulgte med, og tak for jeres tålmodighed, det var ikke meningen det skulle tage fire måneder at skrive mig igennem 13 afsnit. Nu kommer foråret endelig, vi skal nyde vejret, og ikke tilbringe søndagene ved computeren.

Reklamer

6 responses to “Great Ocean Road

  1. Kære Gert

    La grande finale med koalabjørne, regnskov og syv søstre – det har været fantastisk at følge jeres rejse til down under. Jeg har spejdet efter nye indlæg hver eneste søndag, og som regel var du trofast. Det er slet ikke til at forstå, at der er gået hele fire måneder.

    Hvor er den lille koalabjørn dog sød, og du har – i modsætning til alle de andre – fanget den med åbne øjne. Godt at de øvrige danskere kastede sig over fuglene i stedet. Det kan godt være, at du var havnet i en turistfælde, men en koalabjørn fik du da set.

    Jeg kan ud fra din beskrivelse sagtens forestille mig fugtigheden i regnskoven. Der er noget fantastisk over regnskove. Og så plejer der at være en kakafoni af fugle, og det havde I sikkert også.

    Jeg hopper på den med de syv søstre. Når der kun er syv klipper, kan det da aldrig blive til tolv apostle.
    —–
    Nu skal vi nyde foråret, hvis det da ellers nogensinde kommer. Jeg ser meget frem til det, men vil alligevel ikke garantere, at jeg ikke tilbringer noget af søndagen foran computeren.

  2. Kære Hanne

    Tak fordi du så trofast fulgte med, og tak for dine mange dejlige kommentarer.

    Du har ret. Jeg så en bjørn, og den var bare så nuttet. Jeg er vel i bund og grund ikke meget bedre end alle de andre. Selvfølgelig er vi turister, men derfor kan man godt prøve at opføre sig nogenlunde anstændigt.

    Jeg er glad for du støtter mig i søster-teorien 🙂

    Ja, jeg kan nok heller ikke helt holde mig fra computerne, men det bliver nu rart at kunne cykle en tur i solskinnet søndag formiddag, uden at have et afsnit af Rejsen til Australien hængende over hovedet.

    Gert.

  3. Selvfølgelig har du ret i det med søstrene, for hvor er ellers apostlenes heste 😉
    Det med blitz kan man undre sig over, men mon ikke det er fordi, de sætter kameraet på auto. Ingen ved deres fulde fem og kamerakendskab ville vel heller ikke bruge blitz, når de sidder på et kæmpestadion, men ikke desto mindre ser man et hav af blitzlys.
    Tak for turen og at den blev gennemført, så læseren kunne klare varmen.

    • Hej Eric. Du har fuldstændig ret. Kameraerne står på auto. Jeg kender flere der simpelthen ikke ved hvordan de skal slå blitzen fra. Det er også ærgerligt for dem selv, for autoblitz giver flade og overbelyste ansigter. Slår man blitzen fra bliver billedet lidt mørkere til gengæld bevarer man stemningen. Jeg tænkte netop på stadions, da jeg skrev om blitzlys. Der er endnu ikke opfundet en blitz der kan række så langt, og de indbyggede blitz, der sidder i almindelige kameraer, rækker maksimalt 5-6 meter. Ergo får man et overbelyst foto af nakken på de der sidder foran, og et helt sort stadion i baggrunden. Men blitzlysene kan jo omvendt ses langt væk, så det giver et gratis lysshow 🙂

      Tak for din støtte til “De syv Søstre”. Jeg noterer mig bevægelsen vokser.

  4. Hi Gert:

    Jeg tror at det blive til De syv Sostre. Ben holder heller ikke meget a blitzlys, til de fleste tider raekker de jo slet ikke, billederne ser jo meget bedre ud uden. Mange tak for alle de dejlig fortaellinger om Australien, man foler som om at man var med.

    Her venter vi ogsaa paa foraar, vi have en masse isslag torsdag og fredag, det var helt forfaerdelig at kore i . Vi haaber at varmen kommer snart, vi traette af vinter.

    KH
    Mona

    • Kære Mona

      Tak fordi du melder dig ind i bevægelsen “De syv Søstre”. Vi må skrive til de australske myndigheder, og foreslå dem at skifte navn på deres stolthed 🙂

      Isslag – uff, det lyder grimt. Her er vejret langt om længe ved at vende. Det har været 16 grader i dag, og det er den varmeste dag i 5 måneder. Det blæser dog stadig meget, og de “høje” temperaturer holder kun et par dage. Men der er da håb forude.

      Tak for dine kommentarer, og fordi du så trofast fulgte med.

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s