Den albanske vandringsmand

Rejsen til Albanien, 1. del

“I er da ikke vandrertyper?”

Der er to fordomme der møder os, når vi glade meddeler at vi skal på vandreferie i Albanien. Den første handler om at vandre. Folk der vandrer er  åbenbart introverte, rucola-gnaskende, lidt blege og går i alt for store støvler. De læser angiveligt Information og kigger fugle i weekenden, mens de drikker kaffe af outdoor termokander og er iført det komplette udstyr fra Fjällräven. Nå ja, den tanke har da også strejfet mig.

Den anden, meget værre fordom – som bestemt ikke har strejfet mig – er, at alle albanere er banditter og røvere. “Pas på jeres ting,” advarer folk. Hvor dén påstand kommer fra må guderne vide, eftersom kun de færreste danskere har været i Albanien. Men viden og oplysning er som bekendt fordommens værste fjende.

Allerede i lufthavnen mødes viden og fordom, hvad vandrefolket angår, dog lidt. Det er ikke svært at spotte vores rejsefæller i køen til Austrian Airlines formiddagsfly. Fjällräven er på overarbejde og zipp-off bukserne er fundet frem. Tropehatten er dog blevet hjemme. Ret skal være ret.

Den første uge er vi på vandreferie med Topas i det nordlige Albanien. Vi er en gruppe på 20 personer, en dansk og en albansk guide, senere støder også fire heste samt en række lokale hjælpere til. Mindre kan ikke gøre det. I den anden uge gør vi på egen hånd holdt i Albaniens hovedstad, Tirana, og drager en tur til Dürres ved Adriaterhavet. Sidstnævnte giver anledning til århundredets største grineflip, men meget mere herom i et senere afsnit.

Det er over 22 år siden kommunismen i bogstaveligste forstand faldt i Albanien. I februar 1991, i kølvandet på Murens fald, væltede vrede demonstranter den 10 meter høje statue af Albaniens diktator gennem mere end 40 år, Envar Hoxha, der stod på den enorme Skandenberg Plads i Tiranas centrum. Hoxha selv var død tilbage i 1986, men hans efterfølgere i kommunistpartiet holdt stadig landet i et jerngreb. Men da først statuen, selve symbolet på undertrykkelsen, var faldet brød styret sammen som en punkteret ballon. Præcis, som vi så det med Muren og også senere med statuerne af Saddam Hussein i Irak.

Albanien har ikke tiltrukket sig den store offentlige opmærksomhed siden. Albanien er i dag et af Europas absolut fattigste lande (i hvert fald økonomisk set) og kun de færreste danskere har besøgt landet, på trods af det ligger i Sydeuropa, lige nord for Grækenland og med 1. parket til Adriaterhavet.

Nuvel, der er da heller ingen badeferie eller klassisk sydeuropæiske charterrejse over den uge Topas har arrangeret i det nordlige Albanien. Vi bevæger os straks ud af Tirana lufthavn og kører nordpå i bus. Undervejs passerer vi store, lukkede fabrikker fra kommunismens tid. Arbejderne forlod de statsejede virksomheder straks efter styrets fald, og de står stadig som spøgelsesbygninger 20 år efter.

DSC_2511

Store statsejede fabrikker har ligget øde hen siden 90’erne.

Vi gør det første holdt på hotel Marub ved byen Rubik, to timer nord for Tirana. Det minder mest af alt om et sted i Tyrol eller Schweitz. Der mangler kun Dirch Passer, der kommer løbende med serveringsbakken og synger “Sommer i Tyrol”. Og sommer er det. Det er stegende hedt på Balkan her sidst i juli måned.

DSC_2515

Hotel Marub. Ikke Tyrol, men det nordlige Albanien.

Om aftenen besøger vi en ualmindelig gæstfri albansk familie. Det bliver vores første møde med den imødekommenhed og ægte hjertelighed, der skal vise sig at kendetegne albanerne. Som så mange andre folkeslag der ikke har så meget, har de et forbavsende overskud til fremmede. Vi smager også for første gang den lokale, hjemmebryggede brændevin, Raki. Den kradser som syv sytten – hele vejen ned! Snapsen serveres af en 100 år gammel kone, der både er munter og veltalende. Hun bor også med en guddommelig udsigt og hjemmedyrkede grøntsager. Det er altid en god opskrift på et langt liv.

P1010897

På gårdspladsen smager vi den stærke, krasse Raki.

P1010895-001

Damen er 100 år og absolut ‘still going strong’.

DSC_2519

100 år med denne udsigt fra terrassen.

Næste dag er vi en smuttur i Kosovo og besøger byen Prizren, inden vores trek for alvor starter.

P1010902

Vi passerer grænsen til Kosovo på vej mod Prizren

P1010910

Prizren, Kosovo.

Stegende, tør og stillestående fastlandsvarme brænder ned over os, da vi senere samme dag tager de første tre timers vandring mod Tropoja, hvor de lange vandredage i Albanien starter. Vi går gennem bløde, bølgende dale. Energien er høj og vi spæner af sted. En strategi, der skal vise sig ikke at holde i længden…

DSC_2541

Gennem bløde, grønne dale mod Tropoja.

I landsbyen Tropoja samles vi i Hallils vinterpalads. Hallil er en stor mand i denne del af Albanien og en af de mange aktører, der er en del af det imponerende arrangement på denne tur. Der er ikke tale om et palads i traditionel forstand, til gengæld har det alt hvad man kan ønske sig af landsbyidyl og ægte lokal charme. Vi spiser sammen i den store gårdhave. Menuen kender vi allerede: Det rustikke, albanske landkøkken.

P1010926

En kold øl i aftenskumringen. Gårdhaven i Hallils vinterpalads.

P1010928

Der er rustik, sammenkogt ret i gryden.

P1010937

Så er der serveret…

P1010938

Boghvedesuppe (eller snarere grød?) med ubestemmeligt fjerkræ

Vi overnatter i private hjem fordelt i landsbyen. Det er lidt underligt at stå i et fremmed soveværelse. Alle private ting ligger fremme. Indretninger er ægte Balkan mormorstemning tilsat lidt “hjemme hos Pia Kjærsgaard”.

P1010931

Tusind og én Nat – a la Balkan.

Det er en smuk morgen i Tropoja. Der er stille i landsbyen, bjergene omkranser dalen, og varmen er endnu tålelig. Der snakkes ikke meget. Vi tapper vand og lader op. Alle er forventningsfulde. Vandrestøvlerne føles allerede blytunge efter gårsdagens opvarmningstur på tre timer. I dag står menuen på 8-9 timers trek, og det går kun opad. Vores destination er Hallils sommerresidens, der ligger i over 1.800 meters højde.

DSC_2556

Det er en smuk morgen i Tropoja..

P1010944

Hallils sommerpalads.

DSC_2562

Vi provianterer lidt kiks i Torpojas købmandsbutik.

Den første time føles stigningen som Valby bakke gange ti. Vi går ad ujævne, stenede og knoldede stier. Fødderne kastes til højre og venstre, og anklerne hopper som gyroskoper i høj sø. Hjemmefra havde Tina og jeg overvejet kondisko i stedet for vandrestøvler. Det griner vi lidt af. Støvlerne er deres vægt værd i guld her.

DSC_2566

Vores albanske guide, Durian, forrest. Han går som en maskine.

Stien går gennem grønt lavland, og hovedet roterer i takt med anklerne. Skønheden er slående. Danskere har det med bjerge, som sømænd har det med kvinder i vittighederne – når de endelig er der, skal de fandme ses og nydes. Efter en time fosvinder al smerte i fødderne og benene går på autopilot. Hurtigere og hurtigere.

DSC_2577

Stien går gennem det grønne, soltørre lavland.

DSC_2590

Over stok og ikke mindst sten..

P1010950

Så længe der er træer, giver de en dejlig skygge.

Benene går og går. Eftermiddagen kommer og træerne forsvinder. Landskabet bliver mere goldt og solen brænder ubarmhjertigt. Det er en fantastisk dag og jeg ænser hverken solen eller fødderne. Jeg har det som om stigningen gerne må fortsætte til månen.

Det flader lidt ud de sidste kilometer og vi går langs en bjergskråning, hvor folk har bosat sig i primitive hytter med får og geder. Vi spørger hvem, der ejer landet og grundene. Men sådan fungerer det ikke her. Man taler med naboerne, og så slår man sig ned, hvis man ellers kan komme overens.

Som taget ud af Ringenes Herre dukker Hallils sæterhytter op. Dagens ni timer lange vandring er ved at være til ende.

DSC_2600

Landskabet flader ud og bliver mere goldt.

DSC_2604

Vi møder et par moderne fårehyrder.

DSC_2608

Tina krydser broen til Hallils sommerresidens. Hvem sagde Ringenes Herre?

DSC_2614

Hallils sommerresidens i 1.800 meters højde.

Røgen stiger fra Hallils hytter. Der er gang i de albanske gryder, og det bliver optakten til en magisk aften på sæteren.

Følg med i 2 del, hvor vi sover på hylder hos Hallil, morgenbader med en fugtighedsserviet og fortsætter op i 2.600 meters højde.

Reklamer

16 responses to “Den albanske vandringsmand

  1. Beundringsværdig stamina. Sådan en tur kommer jeg ALDRIG på, så desto større tak for at jeg kan følge med fra lænestolen.

  2. Hi Gert:
    Landskabet er fantastisk, men jeg ved nu aldring om jeg ville paa saaden en tur, jeg holder mere af stranden. Men det er dejligt at I tog turen for os.

    Mona

  3. Fordomme har det med at dø ud, når virkeligheden træder i karakter 😉
    Glæder mig allerede til næste del i denne spændende føljeton 🙂

    • Hej Per. Tak fordi du kigger med. Du har helt ret, desværre lider vi nok allesammen lidt af fordomme. Men det er altid skønt når de bliver gjort til skamme.

      Gert.

  4. Endelig endelig kom der noget om turen til Albanien. Jeg har ventet i spænding. Tak for en dejlig post med ditto billeder (som altid).

    Selvfølgelig var det godt I havde vandrestøvler. Kondisko er totalt uegnede til den slags. Man skal have solid ankel- og svangstøtte, når man skal vandre så mange timer.

    Du skriver, at I den første dag med de tre timer spænede af sted. Det må man aldrig gøre, for det hævner sig, men det ser så også ud til, at det fandt I ud af.

    Det er frygteligt med de fordomme mange mennesker har overfor det ukendte. Man skal rejse ud i verden for at møde de mennesker, det handler om, og der vil ens fordomme blive gjort til skamme.

    • Kære Hanne

      Tak for din kommentar. Jeg skal beklage den lange ventetid, men jeg er ikke så god til at sidde ved computeren når det er sommer og lyst udenfor. Men den blev nok trukket lidt længe..

      Du har ret med støvlerne. I Australien klarede vi den med kondisko, men det terræn tåler heller ingen sammenligning med de albanske alper. Så kloge blev vi da.

      Jeg er ikke selv særlig gæstfri, det er vores nordiske “kom ikke for tæt på” opdragelse. Jeg tænker altid på hvor gæstfri andre folkeslag er. Mest af alt de, der ikke har så meget. Det er skræmmende at jo mere rigdom og velfærd vi har, jo mere får vi nok i os selv. Måske man slet ikke skulle gå ind for al den velfærd, der så vigtig for alle de danske partier? Nå, det er måske heller ikke vejen 🙂

      Gert.

  5. Hej Gert, herligt at læse men i mine unge dage kunne man komme på arbejdslejer i Albanien 😉 Jeg nøjes med Hærvejen, kan anbefales som opvarmning. Har taget Hærvejen en del gange og har startet i Viborg hver gang, første overnatning er hver gang Hald sø.

  6. Hej John. Dejligt at høre fra dig.
    Ja, du var vel også medlem af DKP 🙂
    Vi har faktisk også talt om Hærvejen, det må vi overveje.
    Gert.

  7. hej gert jeg er en pige på 12 som virkelig elsker din historie minmor syntes der er sært at jeg som er så ung kan lide sådan en histore forstå mig ret. jeg glæder mig virkelig til part 2 knus en ung læser*

    • Hej Natascha

      Du er hjertens velkommen. Ung eller ej. Det glæder mig du kan lide historien. Der er 5 afsnit fra Albanien, så der er lidt at stave sig igennem 🙂

      Mange hilsner

      Gert.

  8. Lotte Ebdrup

    Hej Gert. Har med fornøjelse læst din beretning om rejsen til Albanien. Vi er en familie som går i seriøse overvejelser om vi skal rejse til Albanien til sommer. Vi holder af historiske rejser og vandreture. Jeg har svært ved at finde rejselitteratur om Albanien, har derfor et par spørgsmål til dig hvis du har tid at besvare. Vil man selv kunne rejse rundt med lejet bil og lave dagsvandringer på egen hånd? Hvordan er prisniveauet på overnatning, og kan man overhovedet finde sådanne efterhånden som man kommer rundt i landet. Glæder mig til at høre mere. Mvh. Lotte

    • Hej Lotte. Tak for din kommentar. Det er altid rart, når nogen jeg ikke kender ser siden.

      Det er ganske rigtigt meget småt med litteratur. Den eneste, der mig bekendt findes, er The Bradt Travel Guide: Albania. Jeg har den selv, og den er super god, på lige fod med Lonely Planet, som ikke har en Albanien Guide. Du kan få den f.eks. i Tranquebar i Borgergade i København. http://www.tranquebar.net.
      I følge Bradts guide kan man sagtens leje biler i Tirana. Det er ikke noget problem med overnatninger og vandreture. Det kan du også læse alt om i bogen. Skulle der være et lille problem, så er det, at de ikke er så gode til engelsk, men det er kun sjovt. Du skal ikke være bekymret for pengene. Det er europas billigste land, og det koster næsten ingenting.
      God tur – hvis I kommer afsted.

      Mange hilsner – Gert.

      • Lotte ebdrup

        Hej Gert! Tak for dit svar og for at være medvirkende Inspiration til vores kommende sommerferie! Flybilletterne til Tirana er købt og de første overnatninger i byen.. resten kommer hen ad vejen. Vi glæder os til nogle dejlige vandreture. Mvh Lotte

  9. Bo Lykke Jørgensen

    For dem der læser tysk, er Meike Gutzweiler’ s Albanien på Reise Know- How en fortræffelig bog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s