Over alle bjerge

Rejsen til Albanien, 2. del

Et hav af hjælpere tager imod os hos Hallil. Hele familien er med i projektet. Vi bliver behandlet som konger, skønt vi er beskidte og svedige. De har arrangeret lange bænke, hvor vi kan sidde og nyde udsigten til det pragtfulde landskab. Støvlerne tages langsomt af. Tæerne er der endnu og sidder hvor de skal. De stakkels heste, der har transporteret vores bagage de seneste 5 timer, har også en spand øl med. Det kolde bækvand risler langsomt ned over dåserne. Aldrig har det smagt så godt. Øllet forstås.

Fra den ene af de to store hytter står en røgfane op mod himlen. På et komfur, der ligner det Laura bruger i Matador, står nogle store gryder og koger. Ellers består hele hytten af to store bræddehylder med tæpper. Det er pigernes sovesal. Selv er jeg indlogeret med tre andre mænd i den ene halvdel af den anden hytte. Her er ingen strøm, ingen badeforhold overhovedet, og kun et enkelt træskur med hul i bunden, der gør det ud for toilet. Skulle man trænge til lidt vand på kroppen efter den lange tur, er der kun den iskolde bæk.

DSC_2620

Hallils sommerresidens ligger gudeskønt.

DSC_2610

En mindre hær af familiemedlemmer tager imod os og er også vores kokke.

DSC_2616

Tina viser det eneste lokum. Et hul i trægulvet fører lige ned til..

DSC_2618

Tina ved håndvasken

P1010968

Vi sover fire drenge på denne træhylde.

P1010977

En meget spraglet turleder, Ivan, i samtale med vores værter.

Da solen begynder at forsvinde bag bjergene kommer kulden, som vi ellers ikke har hilst på i det varme Albanien. Vi finder alle vores trøjer og bukser frem og tager det på, lag på lag. I den sidste sol får vi serveret aftensmaden. Det rustikke albanske landkøkken. Boghvedesuppe (måske) og lam, der tilsyneladende er hugget i stykker med en økse og store kager af hvedeflager. Sidstnævnte ligner mest en 10-lags lasagne uden kødsovs. Fårets hoved kommer også på bordet, og jeg spiser en teskefuld kogt fårehjerne direkte fra kraniet. Det skylles ned med en raki.

P1010962

Vi sidder på lange bænke med fine duge i alle farver.

P1010971

Dagens ret: Økset får, lasagne uden kødsovs og meget klæbrige ris. Mums!

Det bliver ikke meget mere autentisk, tænker jeg. Vi er meget langt fra nogen form for veje og almindelig civilisation. Durian, vores albanske rejseleder, bekræfter at Topas to hold er de eneste besøgende i år. Ingen masseturisme her.

Stemningen er fantastisk denne aften. Skønheden er slående, men kulden og trætheden begrænser aftenens udskejelser. Imens fortsætter det daglige arbejde på sæteren. Hallil og hans kone genner fårene i fold og malker dem. Alle synes at have deres gøremål. Vi får også besøg af en nabo, der kaldes for ‘kommunisten’. Han har haft en høj post i det hedengangne kommunistparti og underholder med lange fortællinger. På albansk, forstås, men det er sjovt alligevel. Durian forsøger at få et ord indført, og oversætte lidt en gang i mellem.

P1010975

Hallil genner fårene på fold for natten..

P1010976

.. mens hans kone malker dem på vejen.

P1010978

Hallil til venstre og en meget talende ‘kommunist’ til højre.

Klokken er næppe mere end ni før vi ruller soveposen ud over de mange lag tøj og lægger os på den hårde bræddehylde. Jeg knuger en lommelygte i den ene hånd. Natten er sort som kul. Uden for gør hundene. Søvnen kommer som en velsignelse.

Allerede klokken halv seks næste morgen danser min lyskegle hen over klipperne. Jeg tænker det bliver en travl morgen på det enlige toilet. Jeg er mildt sagt ikke særlig smidig, og jeg sidder akavet på hug, men kan lige presse hånden ind i en sprække mellem brædderne i skuret, så jeg kan holde balancen. Jeg tænker på juleaften og beder til naturen om, at maven vil som den skal. Det vil den. Jeg vasker hænder i den iskolde bæk og får lidt vand i hovedet. Resten klarer en vådserviet.  Jeg er klar til nye 10 timers vandring. Der er allerede liv i lejren, og folkevandringen går tavst mod træskuret.

P1010982

Tidlig morgen hos Hallil. Deodorant er en by i Rusland.

DSC_2625

Med lidt vemod forlader vi Hallil.

Vi pakker og hestene bliver lastet med vores rygsække. Efter morgenmaden bevæger vi os ud på endnu en lang vandredag. Varmen er så småt kommet igen. Vi forstætter ad hyrdernes græsgange højere op i landskabet. Vi skal op i ca. 2.500 meter højde for at passerer passet til næste dal. Benene er tunge som bly og kommer kun langsomt i gang. Lidt mere træning hjemmefra havde måske været på sin plads?

Skønheden denne morgen er til gengæld ubeskrivelig. Jeg glemmer benene og snart går de igen af sig selv. Hurtigt bevæger Tina og jeg os op i den forreste gruppe af erfarne og tilsyneladende utrættelige vandrere.

DSC_2644

Vi fortsætter opad i det skønne landskab.

DSC_2646

Durian styrer sikkert hestene opad.

I timevis fortsætter vi opad,  indtil vi endelig runder toppen og går over passet. På den anden side ligger der sne. Sneen er brunlig af jord og beskidt regnvand. Den er hård som sten og glat. Sammen kæmper vi os over sneen. Nogen kravler, nogen løber og andre bevæger sig forsigtigt skridt for skridt. Alle kommer vi over uden forvredne fødder.

DSC_2657

Vi går over passet i 2.500 meters højde.

DSC_2659

Tina i kamp med den hårde og glatte sne..

Herfra går det nedad i et par timer mod frokost. Min højre læg begynder at gøre ondt. Mit dårlige højre ben har mistet kraft siden en operation i ryggen i 2008. Jeg siger ingenting, så begynder Tina bare at skælde mig ud fordi jeg ikke laver mine øvelser regelmæssigt.

P1010986

Frokost i dalen. Støvlerne er røget af.

DSC_2681

Vi fortsætter vandringen ud på eftermiddagen.

Eftermiddagens vandring fører til Cerem, en lille landsby der er vores næste ovenatningsstop. Igen bor vi hos en familie, der har sat alle segl til og byder os velkomne. Gæstfriheden vil ingen ende tage. Opskriften er den sammen. Vi sover i familiens og naboernes soveværelser. Til stor glæde for alle spottes der et badeværelse i den ene bygning. Stor er skuffelsen dog, da det viser sig der ikke er vand i hanerne. Vådservietterne må på arbejde igen.

P1010996

I Cerem bliver vi igen modtaget som konger. Maden er det rustikke albanske osv..

P1010997

Tina og jeg sover i naboernes soveværelse..

Igen er vi tidligt oppe. I gårdhaven foran vores hus sidder beboerne og drikker morgenthe. Vores danske turleder, Ivan, er allerede i samtale med mændene, der ikke kan et klap engelsk. Efter en længere gang tegnsprog bliver vi tilbudt kaffe. Jeg får næsten tårer i øjnene. Kaffe! Der komme en lille sort kop bønner med lidt vand i. Den er også kold. Men som de gode gæster vi er, drikker vi høfligt. Vi afslår dog et større glas raki. Klokken er trods alt kun seks om morgenen.

P1020004

Ivan, Tina og jeg drikker morgenkaffe med husets mænd. Ingen forstår et ord.

P1020017

Vi siger farvel til vores værtskone, og turen fortsætter.

Dagens vandring er kun på 3-4 timer. Det er ren luksus, og ikke mindst forlyder det, at vores næste overnatningssted er et hotel med bad. Den melding sætter fut i de ellers trætte fødder. Til gengæld viser det sig, at dagens vandring går gennem en lang og vanskelig skovsti.

P1020021

Vi starter vores vandring mod Valbonadalen. Efter sigende er der et hotel forude..

P1020026

Vi går ad en snæver og lumsk skovsti.

P1020029

Overalt rejser de albanske alper sig. Træerne skygger dejligt for den brændende sol.

DSC_2705

Stien er flere steder udfordrende. Her er det rullende sten.

Den ujævne skovsti er en udfordring for min højre læg, der skaber sig igen. Det irriterer mig, ikke mindst fordi jeg ellers har det fint og ingen vabler har. Jeg snupper i al ubemærkethed et par smertestillende piller. Det skulle jo nødigt hedde sig jeg var dopet.

Vi rammer en asfaltvej, og er med et slag tilbage i civilisationen. Valbona er centrum for vandreturismen her i det nordlige Albanien. Der er både veje og hoteller, men mellem hotellerne går bønderne rundt som for 100 år siden. Det er en stærk kontrast, og det første lille tegn på øget turisme vi støder på. Vi indlogerer os i et nyt, fint værelse med en rigtig seng og et bad. Herligt. Jeg lugter efterhånden af gnu.

DSC_2711

Vores hotel i den skønne Valbonadal.

DSC_2722

Fra den lille altan kan man se aftenlyset på bjergtoppene.

Men allerede inden vi når frem til hotellet bliver en norsk kvinde i gruppen dårlig. Hun kaster op uden varsel lige efter frokosten. Andre er også dårlige. Det bliver starten på en sand epidemi, der skal hærge gruppen de kommende døgn.

Følg med i 3. del der bliver et ualmindeligt latrinært foretagende med bæ og bræk. Så er sarte sjæle advaret på forhånd. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s