Shit de l’amour

Rejsen til Albanien 3. del

Majestætiske, forrevne bjergtinder byder os velkomne til Valbonadalen. Humøret er højt. Meget højt. Vi spadserer den sidste kilometer på en asfalteret vej. Forude venter en hotelseng, et badeværelse, kolde øl og en stor festmiddag med folkedans om aftenen. Der er absolut intet at være ked af.

DSC_2706

Spidse, majestætiske tinder omkranser Valbonadalen

DSC_2716

Det er sydende varmt i dalen, men kigget til toppene køler lidt.

DSC_2707

“Keep Valbona clean and beautiful” står der på skiltet ved indgangen til dalen. Det kommer vi desværre ikke til at overholde.

Men først skal vi spise frokost, inden vi går de sidste ti minutter til hotellet. Frokosten er en lækker grillet fisk, der er en kærkommen afveksling fra det rustikke, albanske køkken. Desværre er der ikke nok til alle, så nogen må tage til takke med økset lam. Efter tre dage i ødemarken smager min Tirana Pilsner, der oven i købet bliver serveret i glas, himmelsk.

En norsk kvinde beder om en taxa til hotellet. Først tænker jeg hun må have drukket af natpotten. For det første er der kun 10 minutter til hotellet, for det andet er vi er ganske vist tilbage på asfaltvej – men en taxa har de vist aldrig hørt om her. De venlige guider forsøger at forklare hende det faktum. Det preller af. Hun insisterer. Ergo starter vi vandringen mod hotellet lidt tidligere end planlagt. Vi når ikke ud af restaurantens område, før vores vores norske veninde kaster op. Uden varsel og direkte ud i det blå. Ikke noget med at gå i vejkanten. De har ingen opdragelse de nordmænd, tænker jeg.

Da vi ankommer til hotellet er der flere, der er dårlige. Tina og jeg er i storform. Vores værtsfamilie på hoteller har smidt to rammer øl i rindende vand. “Help yourselves,” siger manden grinende. Det gør vi så. Badet går jo ingen steder.

DSC_2715

Vi holder en lille pause med en øl – badet går ingen steder.

DSC_2709

Udsigten fra vores værelse.

Valbonadalen er en skøn blanding af få moderne, nyopførte hoteller, restauranter og ikke mindst simple huse og landbrug, hvor livet går sin stille gang.  Der er stadig meget autentisk, og ikke noget, der tyder på turismen for alvor er ved at gøre sit indtog. Om der en dag er McDonalds og lysreklamer tvivler jeg på. Lad os håbe det bedste.

DSC_2710

Det vogtes får foran vores værelse. Damen taler dog i mobiltelefon 🙂

DSC_2638

Et par let skeptiske, men nysgerrige drenge.

P1020033

Der er masser af skønne, skæve huse i Valbonadalen.

P1020036

Arbejdet går sin daglige gang.

Vi bader længe. Hotellet her må mindst fordoble prisen, på grund af det overdrevne vandforbrug de mange beskidte vandrere påfører stedet. Men nu har Tina det også skidt. Hotellet er ikke større end man kan høre de andre. Der kastes op rundt omkring. Nede på gårdspladsen foran hotellet går snakken om en sand epidemi, der breder sig som steppeild. Selv turguiden, Ivan, der ellers har overlevet alverdens bjergtoppe, er ramt og melder ud at han ikke kan deltage i aftenens folkedans.

Vores albanske guide, Durian, er sønderknust. For ham er det vigtigste, at vi alle har det godt, og han føler sig personlig ansvarlig for den kedelige situation. Det bliver således kun en halv gruppe på 10-12 stykker der tager den lille bus til festmiddag og dans i byen. Der er dækket op til os udenfor, på noget der mest ligner en parkeringsplads. Folkedanserne, der tilsyneladende har ventet på os hele dagen, byder os velkomne og begynder straks at spille musik. Maden vælter ind på bordet. Ret efter ret, efter ret. Forsamlingen er sløv og mat. Durian byder op til dans, og prøver af alle kræfter at skabe en god stemning. Vi danser i ring mens solen forsvinder bag bjergtoppene. Scenen er sat perfekt, men jeg har kvalme.

Vi når kun lige tilbage til bordet, da min krop begynder at ryste. Voldsomme kuldegysninger får mine skuldre til at hoppe ukontrollabelt op og ned. Så løber jeg. Opkastet ligger allerede i munden på mig. Toiletbygningen er vel kun 40 meter væk, og afstanden virker uoverskuelig. Men der er længere til vejkanten. Jeg vælger toilettet der heldigvis er ledigt. Det strømmer ud af mig allerede i en meters højde over kummen. Det er vel 10 år siden jeg sidst har kastet op, og jeg har helt glemt hvor ubehagelig det er. Jeg tømmer mig til maven kun svarer med kramper. Jeg når kun ud lige ud i den befriende luft, da den anden ende melder sig.

Jeg iler tilbage til toilettet, netop som en ung mand lukker døren. Dametoilettet..

Udenfor venter Durian. Han ser bekymret ud. “Nu også dig?” spørger han på sit flydende engelsk. Jeg nikker tavst. Han er ked af det. Jeg forsøger at forklare ham, at det kan være maden eller måske vandet fra de mange kilder, vi har drukket i bjergene. “I Danmark lever vi i et hygiejnehelvede, hvor alt er pakket ind i plastic og dåser,” forklarer jeg ham, i forsøg på at give ham lidt mod tilbage. “Når vi så kommer til udlandet går vores maver i stykker af ingenting.” Han ser ikke overbevist ud.

P1010956

Måske er vi forgiftet af det klare, velsmagende kildevand fra bjergene?

Vi kører tidligt hjem. Der er flere syge nu. Folkedanserne får tidligt fri, og det meste af den dejlige mad bliver båret ud igen. Det er super ærgerligt. Jeg sveder og har en frygtelig kvalme på den korte bustur tilbage til vores hotel. Jeg spæner op på værelset, hvor Tina har taget fast plads på tønden. Jeg kaster op i brusenichen. Natten bliver lang. Vi går i pendulfart mellem sengen og toilettet. Rundt om på hotellet er der højlydt aktivitet. Næsten alle tilbringer natten på samme måde.

Efter planen skal vi forlade hotellet tidligt næste morgen for at starte vores sidste lange vandredag, og overnatte hos endnu en værtsfamilie i bjergene, inden turen ender i Tirana. Gudskelov får vi lov at blive i sengen. De få friske vil gå en lang tur, resten bliver i hotelområdet. Det gør selvfølgelig ondt langt ind i sjælen, at vi må aflyse den sidste tur, men selv den bedste vilje hjælper ikke her. Som dagen skrider frem begynder folk så småt at komme sig igen. Tina er frisk ved frokosttid.

På gårdspladsen samles man og udveksler historier. Den ene overgår den anden. Intet bliver pakket ind. Et ægtepar har sloges så meget om toilettet, at også håndvasken har været i brug og nu er stoppet. Jeg ligger i min seng og lytter gennem de åbne vinduer. En ting er alle enige om: Godt, epidemien brød ud mens vi var på hotel! Tænk, hvis vi alle havde skulle slås om Hallils træskur? Der jokes om, hvordan vi ville løbe i rundkreds om skuret, og skiftes til at hoppe ind.

De to rammer øl, der i går var i høj kurs, er næsten urørte. Til gengæld er cola blevet en mangelvare. Nogen mener at have drukket mindst 10. Vores stakkels vært må til byen og hente nye forsyninger. De er varme, men udsolgt på få minutter. Om aftenen kører de raske på restaurant. Tina tager med, og denne gang er det mig der må blive hjemme. Men jeg har gemt en cola under puden. Jeg åbner døren til toilettet og hilser på min ven, tønden. “Vi to skal tilbringe aftenen sammen, gamle ven,” hvæser jeg.

Om natten får jeg det bedre, men må hele tiden høre Tina fortælle om pomfritter og andet god mad de har fået på restauranten, i forsøg på at reparere folks maver. Der er ingen pomfritter, men de har dog taget en humpel brød med hjem til mig, som jeg sidder udenfor i nattemørket og gumler på.

Tidligt næste morgen sætter bussen kurs mod Tirana. Samtidigt sætter et større rengøringshold kurs mod de værelser vi forlader. Paradokset er, at albanerne er mere kede af det end vi er. Vi synes vi har svinet, selv om alle efter bedste evne har gjort rent, og er nærmest flove. Vores albanske værter har det skidt med den oplevelse, vi har haft i deres land. Tænk hvis det var omvendt? Vi danskere har meget at lære om gæstfrihed.

Følg med i 4. del, hvor toiletbesøg igen bliver en privat affære, vi siger farvel til gruppen fra Topas og indtager hovedstaden Tirana.

Advertisements

6 responses to “Shit de l’amour

  1. Det var jo et helt eventy. Udsigten I bjergene var helt fantastisk.
    Mona

  2. Meget malerisk beskrivelse, og heldigvis lugter skærmen ikke. Og oplevelsen viser, at der trods det rustikke landkøkken ikke er så langt fra Noma til Albanien.

  3. Det er hårdt at blive syg på en tur af den slags I havde; jeg kan godt forstå, at I syntes, det var godt, at I først blev syge på hotellet. Det havde ikke været til at skulle danse alle sammen om et hul i jorden.

    PS: skønne billeder

    • Det må man sige! Det var som om, det ventede med at bryde ud til vi var på hotellet. Det havde været en katastrofe i bjergene. Underligt at det spredte sig i øvrigt, for det gør jo kun en virus. Eller også må det have været en eller anden bakterie, der har ramt os alle på næsten samme tid. Meget underligt.
      Tak!
      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s