On The Beach

Rejsen til Albanien, 5. del

Vores albanske chauffør drejer af i motorvejskrydset før Dürres og kører de syv kilometer sydpå til Hotel Majestic, der ligger direkte til Adriaterhavet. Kystvejen er spækket med hoteller der tilsyneladende ikke har set vedligeholdelse i årevis. Her fra bagsiden ser man kun afskallede mure og tusindvis af airconditionanlæg, der drypper af beskidt kondensvand. Nå, det bekymrer de rige turister nordfra sig ikke om. Jeg venter hvert øjeblik at Majestic dukker op som en svane i ællingegården eller som Las Vegas dukker op af Nevadas ørken.

Vi drejer af, ned ad en lille vej der er fyldt med skidt og skrald. Majestic ligner fra bagsiden de andre hoteller. Men indgangen er da nydelig. Ret skal være ret. Indenfor er der ingen i receptionen. Der er sand og vand overalt på gulvet. Våde unger stormer rundt i badebukser. Jeg stikker hovedet ind i den aflukkede restaurant. Her er hyggelig og afslappet loungestemning. Men der er også en stor terrasse udenfor. Jeg når ikke at stikke hovedet derud, da receptionisten i mellemtiden er dukket op. Hun er vel 16 år og taler dårligt engelsk. Hun kigger op i loftet mens hun konstaterer, at vi først kan få værelset om to timer.

Nuvel, terrassen udenfor og ikke mindst havet på den anden side lokker. Så vi smider de beskidte rygsække og går ind i den rolige restaurant. Vi går igennem og åbner døren til terrassen. En mur af larmende, tårnhøj popmusik fra billige højttalere, der er presset langt over deres ydeevne, nærmest slår os omkuld. Jeg har åbnet døren til helvede. Terrassen er en myretue af badegæster og tjenere der styrter rundt mellem hinanden. Stengulvet er oversået med madrester og udtrådte pomfritter. Jeg løfter hovedet. Stranden foran er propfuld af parasoller og solsenge. De første tyve meter af havet ligner en svømmehal i myldretiden. Der er mennesker overalt.

Vi flygter fra den larmende terrasse og ud i sandet. Musikken skifter. Jeg ser mig forvirret omkring. “Tell me, how am I supposed to live without you,” brøler Michael Bolton. Men hvor er han? Så får jeg øje på højttalertårne, der er placeret med 30 meters mellemrum  langs hele stranden – så langt øjet rækker. Du godeste!

Stranden flyder med papir, coladåser og efterladte legeting. I vandet, hvor der ikke lige er mennesker, sejler der plasticflasker og papir rundt. Store vogne der sælger badedyr, badetøj, skakspil og alverdens mærkelige ting bevæger sig som vogntog langs stranden. Der er også et sandt mylder af madvogne der sælger alt mellem himmel og jord. Affaldet får lov at blive liggende.

P1020085

Store salgsvogne med badedyr bevæger sig langs stranden.

P1020096

Skakspil eller dykkerbriller..?

P1020126

Der handles ivrigt ved vognene..

P1020136

Ny bikini eller måske en spand?

P1020130

Livet leves under parasollerne!

Jeg er ved at få en blodprop. Jeg er i forvejen ikke til overfyldte charterstrande. Det her får Spies Rejser og Mallorca til at ligne den mest øde sandstand på Maldiverne. Tina forsøger at berolige mig og griner nærmest overstadigt af det hele.

Med Michael Bolton i ørerne bevæger vi os tilbage på terrassen, hvor musikken skifter til Boy George, der kæmper sig i gennem Karma Chameleon, på de svært overbelastede højttalere, der på ingen måde yder ham den fornødne respekt. Jeg falder dog lidt til ro, da jeg ser tjeneren tage mit ølglas ud af fryseren og fylde det med Carlsberg. Isen løber ned over glassets logo. Men det er ikke nok. “Her bliver vi ikke,” konstaterer jeg tørt. Tina griner.

Jeg bladrer op i min guidebog. Jeg har ikke læst et ord om stranden her. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Bogen rammer plet. Der står næsten ordret: “Strandene nær Dürres er de seneste år blevet overbygget og kan ikke anbefales, specielt ikke i højsæsonen, juli og august, hvor store mængder af albanere, fra det kystløse Kosovo og Makedonien, strømmer til. På denne årstid kan du forvente overfyldte strande, og at havet er fyldt af plasticflasker og tomme chipsposer.” Jo tak, lidt forberedelse skader aldrig, og husk at kigge i guidebogen, når du nu har købt den alligevel.

Vi har bestilt havudsigt. Fint skal det være. Vi bor på første sal, lige over terrassen. Da jeg åbner altandøren er Guns n’ Roses i gang med ‘Paradise City’. Der er ikke noget i vejen med albanernes musiksmag, i særdelshed ikke deres kærlighed til 80’erne. Men et sæt nye højttalere ville være på sin plads. Vi kan fra altanen se vandet og det myldrende cirkus på stranden. Det mest synlige er dog ca. 10 meter terrassetag med beskidt tagpap, hvor der er smidt skrald og et bjerg af nøddeskaller. Der er heller ikke ro, når jeg lukker døren. Et kæmpe airconditionanlæg står på taget lige uden for for vores rum. Det banker mod væggen og hele værelset summer. Vi flygter ned på stranden og ud i vandet . Der er i det mindste lidt ro.

P1020144

Hotel Majestic fra vandkanten.

P1020089

Under de charmerende parasoller..

I aftenskumringen bliver der mere roligt på stranden og musikken toner ud. Badedyrsvognene vender vrangen ud og forvandles til smykkebutikker. Nye vogne med diverse fast food kommer til.

P1020156

I aftenskumringen dør musikken endelige ud..

P1020159

Dagen er forbi..

P1020163

Badedyrsvognene forvandles til smykkebutikker.

P1020152-1

Hr. og Fru Danmark. On the Beach, Dürres.

Natten tilbringer vi med hver et håndklæde rullet rundt om hovedet. Nu, hvor der ikke er musik, er airconditionanlægget foran vores værelse ved at taget livet af os. Vi er ikke støjfølsomme, og jeg sover normalt fint i selv den værste larm. Men den monotome rumlen fra anlægget gør mig næsten sindssyg. Jeg planlægger at stikke af straks næste morgen, hele Albanien ligger jo derude og venter.

Morgenmaden serveres i et baglokale. Bjerge af hvidt brød  og skamstegte spejlæg bliver indtaget ved bordene, der flyder i krummer. Jeg er ikke i godt humør, da vi bagefter sidder på terrassen og drikker kaffe. Men Tina får mig overtalt til at blive på hotellet, i hvert fald dagen ud. Jeg har Ken Folletts ‘Giganternes fald’ (1.000 sider med mikroskrift) liggende i rygsækken. Hvad med om jeg for en gang skyld slappede lidt af?

Ergo kan jeg pludselig se jeg mig selv, nærmest som statist i en film, hanke op i et stort badehåndklæde, Folletts mursten af en roman, lidt pengesedler og mine sandaler. Jeg er mentalt fraværende da jeg ser mig selv bestille to solsenge og vi lægger os ned. En time – og cirka 40 sider – senere løfter jeg hånden, og en tjener kommer straks løbende med to kopper kaffe.

Således går dagene mens siderne i Ken Folletts roman tager mig igennem første verdenskrig. Når jeg afbryder læsningen og kigger over bogens kant mødes jeg af en anden, men mindst lige så fjern, verden. Jeg sniger mig til at forevige strandkanten fra min liggestol.

P1020095

Fabeldyr eller virkelighed. Hvor er jeg?

P1020148

“Buy from me, please..”

P1020129

Popcorn? Eller måske lotteri ved lykkehjulet..

P1020134

Vafler eller fodbolde..?

P1020138

Lidt fredelig leg i vandkanten…

Lidt motion skal der alligevel til. En dag, jeg husker ikke hvilken, kun at Michael Bolton pludselig er væk fra mine ører, går vi de syv kilometer til Dürres by. Det er en fornøjelse at komme væk fra stranden og ud i gaderne. Er der noget vi ikke kan klage over, så er det autenticitet. Man møder ikke en turist på sin vej, ikke en McDonalds eller Starbucks. Det går pludselig op for mig, at det også er dét, der er charmen på stranden. Det kan godt være det er et cirkus uden lige, men det er et hundrede procent albansk cirkus, og er det ikke det jeg altid leder efter?

P1020097

På vej mod Dürres.

P1020098

Frisk mælk i kaffen..

P1020121

Overalt er sedler med billeder og navne slået op på søjler. Det er umuligt at forstå hvad det handler om.

P1020167

Man kan ikke klage over autenticiteten i Albanien

P1020107

Man får varme fødder når temperaturen ligger tæt på 40 grader..

P1020111

Drømmer jeg stadig? Har musikken gjort mig skør? Nej, denne gade i Dürres er fyldt med svævende paraplyer.

P1020115

Køb en paraply..

P1020116

Umbrella Alley

Tilbage på stranden ser jeg efter min åbenbaring det hele i et nyt perspektiv. Det er som om stranden ligefrem er blevet kønnere, himlen mere blå, og vognene med badedyr ligner ikke længere noget fra en fjern planet. Jeg har tilpasset mig. Jeg er blevet albanske badeturist.

P1020146

Pludselig er vognene med badedyr kønne..

Jeg bestiller en af de iskolde Carlsberg og kigger ud over havet. Det ser ikke længere så kaotisk ud. For 117. gang spørger Michael Bolton “How am I supposed to live without you?” Jeg får den samme tanke. Albanien gav så meget: Den næsten uendelige gæstfrihed, de skønne landskaber, den kontrastfyldte Tirana og det autentiske badehelvede i Dürres. How am I supposed to carry on?

Således fik vi endelig afrundet turen til Albanien. Jeg er på vej til Berlin for at fejre nytåret, og selv om jeg næppe møder en vogn med gule badedyr – mon så ikke der sker noget overraskende alligevel?

Reklamer

4 responses to “On The Beach

  1. Dejlige billeder og en godt afsnit om jeres rejse. det er en skam at det er det sidste , men vi maa jo saa hore om Berlin naeste gang! I onskes rigtig glaedelig Nytaar og alt godt I 2014!

    • Hej Mona. Tak. Lad os se om det bliver til en lille historie fra Berlin. Forhåbentlig kommer den lidt hurtigere end de andre 🙂

      Godt nytår til jer alle i Canada – og ønsket om et godt 2014. En lille fugl har sunget mig i øret, at den står på bryllup i 2014.

      Gert.

  2. Det er dog et helvede, I har været i – men du har fået nogle rigtig gode billeder ud af det. Jeg havde ikke kunnet klare det, og jeg er imponeret over, at du kunne klare Ken Folletts 1. verdenskrig i den larm. Godt nok er det en spændende bog men alligevel…

    God tur til Berlin og rigtig godt nytår. Det er sikkert fedt i Berlin, og der må være mere gang i den end i Paris 🙂

    • Kære Hanne. Ja, det var lidt slemt i starten, men man kan jo tilvænne sig næsten alt. Det larmende airconditionanlæg fik vi slukket om natten. Det viste sig at være udluftningen fra baren. Så de måtte svede i baren, til gengæld kunne vi sove. Normalt kan jeg ikke læse når der er musik, men vi fandt nogle pladser så langt fra højttalerne som muligt, og så gik det faktisk nemt.

      Godt nytår til dig også. Ja, vi håber der sker lidt mere i Berlin, ellers sker der nok som altid noget helt andet og uventet..

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s