Category Archives: Lommefilosofi

On The Beach

Rejsen til Albanien, 5. del

Vores albanske chauffør drejer af i motorvejskrydset før Dürres og kører de syv kilometer sydpå til Hotel Majestic, der ligger direkte til Adriaterhavet. Kystvejen er spækket med hoteller der tilsyneladende ikke har set vedligeholdelse i årevis. Her fra bagsiden ser man kun afskallede mure og tusindvis af airconditionanlæg, der drypper af beskidt kondensvand. Nå, det bekymrer de rige turister nordfra sig ikke om. Jeg venter hvert øjeblik at Majestic dukker op som en svane i ællingegården eller som Las Vegas dukker op af Nevadas ørken.

Vi drejer af, ned ad en lille vej der er fyldt med skidt og skrald. Majestic ligner fra bagsiden de andre hoteller. Men indgangen er da nydelig. Ret skal være ret. Indenfor er der ingen i receptionen. Der er sand og vand overalt på gulvet. Våde unger stormer rundt i badebukser. Jeg stikker hovedet ind i den aflukkede restaurant. Her er hyggelig og afslappet loungestemning. Men der er også en stor terrasse udenfor. Jeg når ikke at stikke hovedet derud, da receptionisten i mellemtiden er dukket op. Hun er vel 16 år og taler dårligt engelsk. Hun kigger op i loftet mens hun konstaterer, at vi først kan få værelset om to timer.

Nuvel, terrassen udenfor og ikke mindst havet på den anden side lokker. Så vi smider de beskidte rygsække og går ind i den rolige restaurant. Vi går igennem og åbner døren til terrassen. En mur af larmende, tårnhøj popmusik fra billige højttalere, der er presset langt over deres ydeevne, nærmest slår os omkuld. Jeg har åbnet døren til helvede. Terrassen er en myretue af badegæster og tjenere der styrter rundt mellem hinanden. Stengulvet er oversået med madrester og udtrådte pomfritter. Jeg løfter hovedet. Stranden foran er propfuld af parasoller og solsenge. De første tyve meter af havet ligner en svømmehal i myldretiden. Der er mennesker overalt.

Vi flygter fra den larmende terrasse og ud i sandet. Musikken skifter. Jeg ser mig forvirret omkring. “Tell me, how am I supposed to live without you,” brøler Michael Bolton. Men hvor er han? Så får jeg øje på højttalertårne, der er placeret med 30 meters mellemrum  langs hele stranden – så langt øjet rækker. Du godeste!

Stranden flyder med papir, coladåser og efterladte legeting. I vandet, hvor der ikke lige er mennesker, sejler der plasticflasker og papir rundt. Store vogne der sælger badedyr, badetøj, skakspil og alverdens mærkelige ting bevæger sig som vogntog langs stranden. Der er også et sandt mylder af madvogne der sælger alt mellem himmel og jord. Affaldet får lov at blive liggende.

P1020085

Store salgsvogne med badedyr bevæger sig langs stranden.

P1020096

Skakspil eller dykkerbriller..?

P1020126

Der handles ivrigt ved vognene..

P1020136

Ny bikini eller måske en spand?

P1020130

Livet leves under parasollerne!

Jeg er ved at få en blodprop. Jeg er i forvejen ikke til overfyldte charterstrande. Det her får Spies Rejser og Mallorca til at ligne den mest øde sandstand på Maldiverne. Tina forsøger at berolige mig og griner nærmest overstadigt af det hele.

Med Michael Bolton i ørerne bevæger vi os tilbage på terrassen, hvor musikken skifter til Boy George, der kæmper sig i gennem Karma Chameleon, på de svært overbelastede højttalere, der på ingen måde yder ham den fornødne respekt. Jeg falder dog lidt til ro, da jeg ser tjeneren tage mit ølglas ud af fryseren og fylde det med Carlsberg. Isen løber ned over glassets logo. Men det er ikke nok. “Her bliver vi ikke,” konstaterer jeg tørt. Tina griner.

Jeg bladrer op i min guidebog. Jeg har ikke læst et ord om stranden her. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Bogen rammer plet. Der står næsten ordret: “Strandene nær Dürres er de seneste år blevet overbygget og kan ikke anbefales, specielt ikke i højsæsonen, juli og august, hvor store mængder af albanere, fra det kystløse Kosovo og Makedonien, strømmer til. På denne årstid kan du forvente overfyldte strande, og at havet er fyldt af plasticflasker og tomme chipsposer.” Jo tak, lidt forberedelse skader aldrig, og husk at kigge i guidebogen, når du nu har købt den alligevel.

Vi har bestilt havudsigt. Fint skal det være. Vi bor på første sal, lige over terrassen. Da jeg åbner altandøren er Guns n’ Roses i gang med ‘Paradise City’. Der er ikke noget i vejen med albanernes musiksmag, i særdelshed ikke deres kærlighed til 80’erne. Men et sæt nye højttalere ville være på sin plads. Vi kan fra altanen se vandet og det myldrende cirkus på stranden. Det mest synlige er dog ca. 10 meter terrassetag med beskidt tagpap, hvor der er smidt skrald og et bjerg af nøddeskaller. Der er heller ikke ro, når jeg lukker døren. Et kæmpe airconditionanlæg står på taget lige uden for for vores rum. Det banker mod væggen og hele værelset summer. Vi flygter ned på stranden og ud i vandet . Der er i det mindste lidt ro.

P1020144

Hotel Majestic fra vandkanten.

P1020089

Under de charmerende parasoller..

I aftenskumringen bliver der mere roligt på stranden og musikken toner ud. Badedyrsvognene vender vrangen ud og forvandles til smykkebutikker. Nye vogne med diverse fast food kommer til.

P1020156

I aftenskumringen dør musikken endelige ud..

P1020159

Dagen er forbi..

P1020163

Badedyrsvognene forvandles til smykkebutikker.

P1020152-1

Hr. og Fru Danmark. On the Beach, Dürres.

Natten tilbringer vi med hver et håndklæde rullet rundt om hovedet. Nu, hvor der ikke er musik, er airconditionanlægget foran vores værelse ved at taget livet af os. Vi er ikke støjfølsomme, og jeg sover normalt fint i selv den værste larm. Men den monotome rumlen fra anlægget gør mig næsten sindssyg. Jeg planlægger at stikke af straks næste morgen, hele Albanien ligger jo derude og venter.

Morgenmaden serveres i et baglokale. Bjerge af hvidt brød  og skamstegte spejlæg bliver indtaget ved bordene, der flyder i krummer. Jeg er ikke i godt humør, da vi bagefter sidder på terrassen og drikker kaffe. Men Tina får mig overtalt til at blive på hotellet, i hvert fald dagen ud. Jeg har Ken Folletts ‘Giganternes fald’ (1.000 sider med mikroskrift) liggende i rygsækken. Hvad med om jeg for en gang skyld slappede lidt af?

Ergo kan jeg pludselig se jeg mig selv, nærmest som statist i en film, hanke op i et stort badehåndklæde, Folletts mursten af en roman, lidt pengesedler og mine sandaler. Jeg er mentalt fraværende da jeg ser mig selv bestille to solsenge og vi lægger os ned. En time – og cirka 40 sider – senere løfter jeg hånden, og en tjener kommer straks løbende med to kopper kaffe.

Således går dagene mens siderne i Ken Folletts roman tager mig igennem første verdenskrig. Når jeg afbryder læsningen og kigger over bogens kant mødes jeg af en anden, men mindst lige så fjern, verden. Jeg sniger mig til at forevige strandkanten fra min liggestol.

P1020095

Fabeldyr eller virkelighed. Hvor er jeg?

P1020148

“Buy from me, please..”

P1020129

Popcorn? Eller måske lotteri ved lykkehjulet..

P1020134

Vafler eller fodbolde..?

P1020138

Lidt fredelig leg i vandkanten…

Lidt motion skal der alligevel til. En dag, jeg husker ikke hvilken, kun at Michael Bolton pludselig er væk fra mine ører, går vi de syv kilometer til Dürres by. Det er en fornøjelse at komme væk fra stranden og ud i gaderne. Er der noget vi ikke kan klage over, så er det autenticitet. Man møder ikke en turist på sin vej, ikke en McDonalds eller Starbucks. Det går pludselig op for mig, at det også er dét, der er charmen på stranden. Det kan godt være det er et cirkus uden lige, men det er et hundrede procent albansk cirkus, og er det ikke det jeg altid leder efter?

P1020097

På vej mod Dürres.

P1020098

Frisk mælk i kaffen..

P1020121

Overalt er sedler med billeder og navne slået op på søjler. Det er umuligt at forstå hvad det handler om.

P1020167

Man kan ikke klage over autenticiteten i Albanien

P1020107

Man får varme fødder når temperaturen ligger tæt på 40 grader..

P1020111

Drømmer jeg stadig? Har musikken gjort mig skør? Nej, denne gade i Dürres er fyldt med svævende paraplyer.

P1020115

Køb en paraply..

P1020116

Umbrella Alley

Tilbage på stranden ser jeg efter min åbenbaring det hele i et nyt perspektiv. Det er som om stranden ligefrem er blevet kønnere, himlen mere blå, og vognene med badedyr ligner ikke længere noget fra en fjern planet. Jeg har tilpasset mig. Jeg er blevet albanske badeturist.

P1020146

Pludselig er vognene med badedyr kønne..

Jeg bestiller en af de iskolde Carlsberg og kigger ud over havet. Det ser ikke længere så kaotisk ud. For 117. gang spørger Michael Bolton “How am I supposed to live without you?” Jeg får den samme tanke. Albanien gav så meget: Den næsten uendelige gæstfrihed, de skønne landskaber, den kontrastfyldte Tirana og det autentiske badehelvede i Dürres. How am I supposed to carry on?

Således fik vi endelig afrundet turen til Albanien. Jeg er på vej til Berlin for at fejre nytåret, og selv om jeg næppe møder en vogn med gule badedyr – mon så ikke der sker noget overraskende alligevel?

Reklamer

Shit de l’amour

Rejsen til Albanien 3. del

Majestætiske, forrevne bjergtinder byder os velkomne til Valbonadalen. Humøret er højt. Meget højt. Vi spadserer den sidste kilometer på en asfalteret vej. Forude venter en hotelseng, et badeværelse, kolde øl og en stor festmiddag med folkedans om aftenen. Der er absolut intet at være ked af.

DSC_2706

Spidse, majestætiske tinder omkranser Valbonadalen

DSC_2716

Det er sydende varmt i dalen, men kigget til toppene køler lidt.

DSC_2707

“Keep Valbona clean and beautiful” står der på skiltet ved indgangen til dalen. Det kommer vi desværre ikke til at overholde.

Men først skal vi spise frokost, inden vi går de sidste ti minutter til hotellet. Frokosten er en lækker grillet fisk, der er en kærkommen afveksling fra det rustikke, albanske køkken. Desværre er der ikke nok til alle, så nogen må tage til takke med økset lam. Efter tre dage i ødemarken smager min Tirana Pilsner, der oven i købet bliver serveret i glas, himmelsk.

En norsk kvinde beder om en taxa til hotellet. Først tænker jeg hun må have drukket af natpotten. For det første er der kun 10 minutter til hotellet, for det andet er vi er ganske vist tilbage på asfaltvej – men en taxa har de vist aldrig hørt om her. De venlige guider forsøger at forklare hende det faktum. Det preller af. Hun insisterer. Ergo starter vi vandringen mod hotellet lidt tidligere end planlagt. Vi når ikke ud af restaurantens område, før vores vores norske veninde kaster op. Uden varsel og direkte ud i det blå. Ikke noget med at gå i vejkanten. De har ingen opdragelse de nordmænd, tænker jeg.

Da vi ankommer til hotellet er der flere, der er dårlige. Tina og jeg er i storform. Vores værtsfamilie på hoteller har smidt to rammer øl i rindende vand. “Help yourselves,” siger manden grinende. Det gør vi så. Badet går jo ingen steder.

DSC_2715

Vi holder en lille pause med en øl – badet går ingen steder.

DSC_2709

Udsigten fra vores værelse.

Valbonadalen er en skøn blanding af få moderne, nyopførte hoteller, restauranter og ikke mindst simple huse og landbrug, hvor livet går sin stille gang.  Der er stadig meget autentisk, og ikke noget, der tyder på turismen for alvor er ved at gøre sit indtog. Om der en dag er McDonalds og lysreklamer tvivler jeg på. Lad os håbe det bedste.

DSC_2710

Det vogtes får foran vores værelse. Damen taler dog i mobiltelefon 🙂

DSC_2638

Et par let skeptiske, men nysgerrige drenge.

P1020033

Der er masser af skønne, skæve huse i Valbonadalen.

P1020036

Arbejdet går sin daglige gang.

Vi bader længe. Hotellet her må mindst fordoble prisen, på grund af det overdrevne vandforbrug de mange beskidte vandrere påfører stedet. Men nu har Tina det også skidt. Hotellet er ikke større end man kan høre de andre. Der kastes op rundt omkring. Nede på gårdspladsen foran hotellet går snakken om en sand epidemi, der breder sig som steppeild. Selv turguiden, Ivan, der ellers har overlevet alverdens bjergtoppe, er ramt og melder ud at han ikke kan deltage i aftenens folkedans.

Vores albanske guide, Durian, er sønderknust. For ham er det vigtigste, at vi alle har det godt, og han føler sig personlig ansvarlig for den kedelige situation. Det bliver således kun en halv gruppe på 10-12 stykker der tager den lille bus til festmiddag og dans i byen. Der er dækket op til os udenfor, på noget der mest ligner en parkeringsplads. Folkedanserne, der tilsyneladende har ventet på os hele dagen, byder os velkomne og begynder straks at spille musik. Maden vælter ind på bordet. Ret efter ret, efter ret. Forsamlingen er sløv og mat. Durian byder op til dans, og prøver af alle kræfter at skabe en god stemning. Vi danser i ring mens solen forsvinder bag bjergtoppene. Scenen er sat perfekt, men jeg har kvalme.

Vi når kun lige tilbage til bordet, da min krop begynder at ryste. Voldsomme kuldegysninger får mine skuldre til at hoppe ukontrollabelt op og ned. Så løber jeg. Opkastet ligger allerede i munden på mig. Toiletbygningen er vel kun 40 meter væk, og afstanden virker uoverskuelig. Men der er længere til vejkanten. Jeg vælger toilettet der heldigvis er ledigt. Det strømmer ud af mig allerede i en meters højde over kummen. Det er vel 10 år siden jeg sidst har kastet op, og jeg har helt glemt hvor ubehagelig det er. Jeg tømmer mig til maven kun svarer med kramper. Jeg når kun ud lige ud i den befriende luft, da den anden ende melder sig.

Jeg iler tilbage til toilettet, netop som en ung mand lukker døren. Dametoilettet..

Udenfor venter Durian. Han ser bekymret ud. “Nu også dig?” spørger han på sit flydende engelsk. Jeg nikker tavst. Han er ked af det. Jeg forsøger at forklare ham, at det kan være maden eller måske vandet fra de mange kilder, vi har drukket i bjergene. “I Danmark lever vi i et hygiejnehelvede, hvor alt er pakket ind i plastic og dåser,” forklarer jeg ham, i forsøg på at give ham lidt mod tilbage. “Når vi så kommer til udlandet går vores maver i stykker af ingenting.” Han ser ikke overbevist ud.

P1010956

Måske er vi forgiftet af det klare, velsmagende kildevand fra bjergene?

Vi kører tidligt hjem. Der er flere syge nu. Folkedanserne får tidligt fri, og det meste af den dejlige mad bliver båret ud igen. Det er super ærgerligt. Jeg sveder og har en frygtelig kvalme på den korte bustur tilbage til vores hotel. Jeg spæner op på værelset, hvor Tina har taget fast plads på tønden. Jeg kaster op i brusenichen. Natten bliver lang. Vi går i pendulfart mellem sengen og toilettet. Rundt om på hotellet er der højlydt aktivitet. Næsten alle tilbringer natten på samme måde.

Efter planen skal vi forlade hotellet tidligt næste morgen for at starte vores sidste lange vandredag, og overnatte hos endnu en værtsfamilie i bjergene, inden turen ender i Tirana. Gudskelov får vi lov at blive i sengen. De få friske vil gå en lang tur, resten bliver i hotelområdet. Det gør selvfølgelig ondt langt ind i sjælen, at vi må aflyse den sidste tur, men selv den bedste vilje hjælper ikke her. Som dagen skrider frem begynder folk så småt at komme sig igen. Tina er frisk ved frokosttid.

På gårdspladsen samles man og udveksler historier. Den ene overgår den anden. Intet bliver pakket ind. Et ægtepar har sloges så meget om toilettet, at også håndvasken har været i brug og nu er stoppet. Jeg ligger i min seng og lytter gennem de åbne vinduer. En ting er alle enige om: Godt, epidemien brød ud mens vi var på hotel! Tænk, hvis vi alle havde skulle slås om Hallils træskur? Der jokes om, hvordan vi ville løbe i rundkreds om skuret, og skiftes til at hoppe ind.

De to rammer øl, der i går var i høj kurs, er næsten urørte. Til gengæld er cola blevet en mangelvare. Nogen mener at have drukket mindst 10. Vores stakkels vært må til byen og hente nye forsyninger. De er varme, men udsolgt på få minutter. Om aftenen kører de raske på restaurant. Tina tager med, og denne gang er det mig der må blive hjemme. Men jeg har gemt en cola under puden. Jeg åbner døren til toilettet og hilser på min ven, tønden. “Vi to skal tilbringe aftenen sammen, gamle ven,” hvæser jeg.

Om natten får jeg det bedre, men må hele tiden høre Tina fortælle om pomfritter og andet god mad de har fået på restauranten, i forsøg på at reparere folks maver. Der er ingen pomfritter, men de har dog taget en humpel brød med hjem til mig, som jeg sidder udenfor i nattemørket og gumler på.

Tidligt næste morgen sætter bussen kurs mod Tirana. Samtidigt sætter et større rengøringshold kurs mod de værelser vi forlader. Paradokset er, at albanerne er mere kede af det end vi er. Vi synes vi har svinet, selv om alle efter bedste evne har gjort rent, og er nærmest flove. Vores albanske værter har det skidt med den oplevelse, vi har haft i deres land. Tænk hvis det var omvendt? Vi danskere har meget at lære om gæstfrihed.

Følg med i 4. del, hvor toiletbesøg igen bliver en privat affære, vi siger farvel til gruppen fra Topas og indtager hovedstaden Tirana.

Great Ocean Road

Rejsen til Australien, 13. del

Jeg kalder konsekvent De tolv Apostle for De syv Søstre. Og Laila retter mig, berettiget, lige så konsekvent. Jeg ved ikke hvorfor det lyder bedre med søstre end apostle, eller hvor tallet syv kommer fra. Det har selvfølgelig ingen gang på jorden, og De syv Søstre er vist nogle bjergtoppe i Norge.

De tolv Apostle derimod er en række kalkstensklipper, der står frit i havet ud for den Australske kyst midtvejs mellem Melbourne og Adelaide. Apostlene ses ofte på billeder ved solopgang eller solnedgang. Det bliver der ikke noget af i dag. Vores ankomst til De tolv Apostle er beregnet til ca. kl. 15.00, hvor solen står højt på himlen. Men først skal vi tilbringe 275 kilometer i bus, og på vejen skulle der være mulighed for at se koalabjørne og besøge en regnskov.

Efter cirka 100 km. gør vi holdt ved en stor naturcampingplads. En flok turister står i en klump under nogle eucalyptus træer. De blitzer løs. Der er ikke svært at gætte, at der oppe i træet må sidde en koalabjørn. Der sidder faktisk to. Jeg maser mig med lidt dårlig samvittighed ind i mængden. Hvad tænker den stakkels bjørn ikke? Det er svært at komme på skudhold, og ikke overraskende har bjørnen lukket øjnene i regnen af blitzlys.

Det burde være en lov mod brug af blitz. Alle vegne i verden tramper tankeløse turister rundt og blitzer dyr i øjnene, blitzer gamle vægmalerier (som jeg senest så det i den underskønne Aya Sofia Moské i Istanbul) selv om der udtrykkelig står det er strengt forbudt, og det i øvrigt burde være logik. Blitz skal bruges med omtanke, og kun når det en sjælden gang er relevant. Blitz skal ikke være slået permanent til på et kamera. Jeg overveje at brokke mig til forsamlingen, men tænker det reelt ikke rager mig, og jeg ved jo heller ikke om dyret måske elsker blitzlys. Jeg tillader mig dog at tvivle.

Nå, men også jeg tager et billede af bjørnen, selv om jeg mest har lyst til at beskytte det stakkels dyr. Uden blitz naturligvis, men det er også unødvendigt, de øvrige lyser så rigeligt op.

DSC_2251

Den skønne koalabjørn lukker øjnenen. Jo, de er vist lidt dovne, men mon ikke også mindst 15 blitzlys irriterer den?

Så sker miraklet. En flok smukke fugle afleder de fotograferende galninges opmærksomhed. Alle kameraer og blitzlys flytter omgående fokus, i én samlet bevægelse, som en blodtørstigt vampyr der har fået færd af frisk blod. Og så er jeg næsten alene med bjørnene.

DSC_2253

En flok smukke fulge redder for en kort stund koalabjørnene.

DSC_2255

Sød er den, den pelsklædte fætter.

DSC_2256

Jeg må overbelyse voldsomt for at undgå blitz.

DSC_2259

De farverige fugle er pludselig alle vegne.

Jeg opdager at en mand sælger fuglefrø til turisterne, og det er frøene, der har lokket de mange fugle til. Så bliver jeg mistænksom. Det virkede også som om vores buschauffør vidste nøjagtigt, hvor han skulle køre ind for at se bjørnene. Jeg tænker de måske er anbragt i træerne til ære for os? Nå, jeg må lære at jeg selv er turist, og ikke er opdagelsesrejsende på ekspedition. Jeg får dog lige et sidste turist-gok i nøden, da jeg hører vores ivrigt blitzende venner taler dansk. Tag den, du gamle!

Vi returnerer til bussen, og jeg er allerede lidt negativ for den kommende regnskov. Mon der står en udklædt aboriginer og danser for os? Men det viser sig at være slut med kedelige overraskelser for i dag. Så afgjort.

Det lille stykke regnskov vi besøger ligger i Great Otway National Park. Skoven er grøn og frodig her i det fugtige klima mod havet. Der er virkelig en fornemmelse af fugtig, dampende regnskov, som jeg ikke har set – eller rettere mærket – tidligere.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Deres udsendte – nu i bedre humør. (Foto: Laila)

DSC_2272

Skoven er grøn og frodig.

DSC_2359

Kæmpe bregner gør skoven tæt.

DSC_2267

De enorme træer er mindst 50 meter høje.

Vi spiser frokost et underfundigt sted, der ligner en mellemting mellem en ranch og en restaurant. Der er også et lille motel. Man kan også ride på heste og se lamaer. Ja, lamaer af alle dyr. Man kan åbenbart det hele her. Maden er ikke noget at skrive hjem om, men vi har også næsen stift rettet mod De syv Søs…. øh, De Tolv Apostle, naturligvis.

DSC_2278

Vi spiser frokost på en ranch.

Formiddagens gråvejr er væk, og solen er brudt frem da vi kører helt ud til kysten. Første stop er Gibson Steps. I den stejle klippevæg ud mod kysten har en lokal jordejer, Hugh Gibson, i forrige århundrede, hugget en trappe, så man kan komme ned på stranden. De mange trappetrin er i dag erstattet af cement, men det er stadig den originale nedgang.

DSC_2281

Gibson Steps Beach. Trappen ligger diskret i klippevæggen.

DSC_2285

Gibson Steps Beach

DSC_2282

Fra stranden kan vi se den første apostel.

DSC_2288

Glade piger. Endnu en milepæl er i hus.

DSC_2294

Det er apostlen til højre! (Foto: Laila)

DSC_2291

Vand og vind former kalkstensklipperne – men bliver også deres endeligt.

DSC_2289

Gibson Steps Beach.

DSC_2357

Gibson Steps Beach

I første omgang bliver det ved den ene apostle man kan se fra Gibson Steps. Vi kører forbi udsigtspunktet for De tolv Apostle, simpelthen for at undgå rush hour. Vores chauffør kører uden om alle de andre busser og fortsætter videre til Loch Ard Gorge. Loch Ard var en skonnert, der led skibbrud i 1878 i de lumske rev ud for den sydaustralske kyst. Loch Ard var blot et af mange skibe der led samme skæbne, men vores chauffør fortæller, at netop det skib har givet navn til slugten, fordi kun en mand og en kvinde overlevede, og drev i land i den snævre slugt. De var begge 19 år, og myten fortæller om en stormende kærlighedshistorie imellem dem. Sandheden er imidlertid, at de aldrig så hinanden efter forliset, men lad os nu ikke ødelægge den gode stemning.

DSC_2301

Loch Ard Gorge

DSC_2303

Loch Ard Gorge

DSC_2304

Tina spejder efter skibsvraget?

DSC_2306

Loch Ard Gorge

DSC_2309

Loch Ard Gorge

Efter en ispind på landevejen er det blevet tid til dagens mål og finale: De tolv Apostle.Vi møder en række busser på vej mod Loch Ard, så vores chaufførs taktik var rigtig. Vi vandrer ud på et langt klippefremspring, hvorfra der er frit udsyn til apostlene.

DSC_2319

De tolv Apostle

DSC_2338

Fem apostle på den ene side af udsigtspunktet….

DSC_2323

… og to apostle til den anden side.

DSC_2326

Gibson Steps Beach og de to apostle

DSC_2337

Klippevæggen er næsten lodret. Der er ingen vej ned til stranden her.

Men hov! Lad os lige spole tilbage. Fem apostle til den ene side, og to til den anden side. Det giver jo syv! Jeg kigger hoverende på pigerne. Chaufføren fortæller, at der så vidt vides aldrig har været 12 klipper i havet. For år tilbage var der 10, men vandet har ædt sig ind på tre af kalkstenene, og de er styrtet i grus, som det ses forrest i billedet ovenover. Altså er der kun syv klipper tilbage. Og hvis der ikke er tolv, så er de ikke apostle, og så kan de lige så godt være søstre. Det er bare min mening, siger jeg med næsen i sky. Måske er jeg blevet clairvoyant på mine gamle dage?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tre tosser på tur. (Foto: ukendt kineser)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Grå er årets modefarve i Australien! (Foto: ukendt kineser)

Vi holder os vågne alle 250 kilometer tilbage til Melbourne. Vi ved godt det bliver det sidste vi ser til det utrolige australske landskab. Der resterer kun 1½ døgn i storbyen før Qantas Airbus 380 igen fragter os tilbage til Europa.

Den sidste aften fester vi. Efter nogle kølige dage i Melbourne er det blevet 30 grader, og de varsler 37 grader i morgen på vores hjemrejsedag. Vi kan ikke helt blive enige om det er festøl eller gravøl. Men øl er øl. Efter nogle gode bøffer ender vi på hotellet og slår os undtagelsesvis på gin og tonic. Prisen på drinks i den fashionable bar har jeg forlængst glemt alt om.

P1010596

To søstre – eller måske nærmere søskene. Masser af gin.

Melbourne hilser os farvel med stegende hede. Som altid når en rejse er slut overvejer jeg at blive, sende min opsigelse hjem til Danmark, og realisere min formue. Sidstnævnte rækker dog næppe til mere end et par uger på herberg, og jeg må som altid bide i det sure æble.

30 flyvetimer senere møder jeg nogle mærkelige, hvide, svævende sataner i Kastrup Lufthavn. Det er sne! Taxamanden kigger på mit solbrændte fjæs og griner. “Velkommen hjem!” siger han og åbner galant bildøren.

Rejsen til Australien er slut. Tak til jer der fulgte med, og tak for jeres tålmodighed, det var ikke meningen det skulle tage fire måneder at skrive mig igennem 13 afsnit. Nu kommer foråret endelig, vi skal nyde vejret, og ikke tilbringe søndagene ved computeren.