Over alle bjerge

Rejsen til Albanien, 2. del

Et hav af hjælpere tager imod os hos Hallil. Hele familien er med i projektet. Vi bliver behandlet som konger, skønt vi er beskidte og svedige. De har arrangeret lange bænke, hvor vi kan sidde og nyde udsigten til det pragtfulde landskab. Støvlerne tages langsomt af. Tæerne er der endnu og sidder hvor de skal. De stakkels heste, der har transporteret vores bagage de seneste 5 timer, har også en spand øl med. Det kolde bækvand risler langsomt ned over dåserne. Aldrig har det smagt så godt. Øllet forstås.

Fra den ene af de to store hytter står en røgfane op mod himlen. På et komfur, der ligner det Laura bruger i Matador, står nogle store gryder og koger. Ellers består hele hytten af to store bræddehylder med tæpper. Det er pigernes sovesal. Selv er jeg indlogeret med tre andre mænd i den ene halvdel af den anden hytte. Her er ingen strøm, ingen badeforhold overhovedet, og kun et enkelt træskur med hul i bunden, der gør det ud for toilet. Skulle man trænge til lidt vand på kroppen efter den lange tur, er der kun den iskolde bæk.

DSC_2620

Hallils sommerresidens ligger gudeskønt.

DSC_2610

En mindre hær af familiemedlemmer tager imod os og er også vores kokke.

DSC_2616

Tina viser det eneste lokum. Et hul i trægulvet fører lige ned til..

DSC_2618

Tina ved håndvasken

P1010968

Vi sover fire drenge på denne træhylde.

P1010977

En meget spraglet turleder, Ivan, i samtale med vores værter.

Da solen begynder at forsvinde bag bjergene kommer kulden, som vi ellers ikke har hilst på i det varme Albanien. Vi finder alle vores trøjer og bukser frem og tager det på, lag på lag. I den sidste sol får vi serveret aftensmaden. Det rustikke albanske landkøkken. Boghvedesuppe (måske) og lam, der tilsyneladende er hugget i stykker med en økse og store kager af hvedeflager. Sidstnævnte ligner mest en 10-lags lasagne uden kødsovs. Fårets hoved kommer også på bordet, og jeg spiser en teskefuld kogt fårehjerne direkte fra kraniet. Det skylles ned med en raki.

P1010962

Vi sidder på lange bænke med fine duge i alle farver.

P1010971

Dagens ret: Økset får, lasagne uden kødsovs og meget klæbrige ris. Mums!

Det bliver ikke meget mere autentisk, tænker jeg. Vi er meget langt fra nogen form for veje og almindelig civilisation. Durian, vores albanske rejseleder, bekræfter at Topas to hold er de eneste besøgende i år. Ingen masseturisme her.

Stemningen er fantastisk denne aften. Skønheden er slående, men kulden og trætheden begrænser aftenens udskejelser. Imens fortsætter det daglige arbejde på sæteren. Hallil og hans kone genner fårene i fold og malker dem. Alle synes at have deres gøremål. Vi får også besøg af en nabo, der kaldes for ‘kommunisten’. Han har haft en høj post i det hedengangne kommunistparti og underholder med lange fortællinger. På albansk, forstås, men det er sjovt alligevel. Durian forsøger at få et ord indført, og oversætte lidt en gang i mellem.

P1010975

Hallil genner fårene på fold for natten..

P1010976

.. mens hans kone malker dem på vejen.

P1010978

Hallil til venstre og en meget talende ‘kommunist’ til højre.

Klokken er næppe mere end ni før vi ruller soveposen ud over de mange lag tøj og lægger os på den hårde bræddehylde. Jeg knuger en lommelygte i den ene hånd. Natten er sort som kul. Uden for gør hundene. Søvnen kommer som en velsignelse.

Allerede klokken halv seks næste morgen danser min lyskegle hen over klipperne. Jeg tænker det bliver en travl morgen på det enlige toilet. Jeg er mildt sagt ikke særlig smidig, og jeg sidder akavet på hug, men kan lige presse hånden ind i en sprække mellem brædderne i skuret, så jeg kan holde balancen. Jeg tænker på juleaften og beder til naturen om, at maven vil som den skal. Det vil den. Jeg vasker hænder i den iskolde bæk og får lidt vand i hovedet. Resten klarer en vådserviet.  Jeg er klar til nye 10 timers vandring. Der er allerede liv i lejren, og folkevandringen går tavst mod træskuret.

P1010982

Tidlig morgen hos Hallil. Deodorant er en by i Rusland.

DSC_2625

Med lidt vemod forlader vi Hallil.

Vi pakker og hestene bliver lastet med vores rygsække. Efter morgenmaden bevæger vi os ud på endnu en lang vandredag. Varmen er så småt kommet igen. Vi forstætter ad hyrdernes græsgange højere op i landskabet. Vi skal op i ca. 2.500 meter højde for at passerer passet til næste dal. Benene er tunge som bly og kommer kun langsomt i gang. Lidt mere træning hjemmefra havde måske været på sin plads?

Skønheden denne morgen er til gengæld ubeskrivelig. Jeg glemmer benene og snart går de igen af sig selv. Hurtigt bevæger Tina og jeg os op i den forreste gruppe af erfarne og tilsyneladende utrættelige vandrere.

DSC_2644

Vi fortsætter opad i det skønne landskab.

DSC_2646

Durian styrer sikkert hestene opad.

I timevis fortsætter vi opad,  indtil vi endelig runder toppen og går over passet. På den anden side ligger der sne. Sneen er brunlig af jord og beskidt regnvand. Den er hård som sten og glat. Sammen kæmper vi os over sneen. Nogen kravler, nogen løber og andre bevæger sig forsigtigt skridt for skridt. Alle kommer vi over uden forvredne fødder.

DSC_2657

Vi går over passet i 2.500 meters højde.

DSC_2659

Tina i kamp med den hårde og glatte sne..

Herfra går det nedad i et par timer mod frokost. Min højre læg begynder at gøre ondt. Mit dårlige højre ben har mistet kraft siden en operation i ryggen i 2008. Jeg siger ingenting, så begynder Tina bare at skælde mig ud fordi jeg ikke laver mine øvelser regelmæssigt.

P1010986

Frokost i dalen. Støvlerne er røget af.

DSC_2681

Vi fortsætter vandringen ud på eftermiddagen.

Eftermiddagens vandring fører til Cerem, en lille landsby der er vores næste ovenatningsstop. Igen bor vi hos en familie, der har sat alle segl til og byder os velkomne. Gæstfriheden vil ingen ende tage. Opskriften er den sammen. Vi sover i familiens og naboernes soveværelser. Til stor glæde for alle spottes der et badeværelse i den ene bygning. Stor er skuffelsen dog, da det viser sig der ikke er vand i hanerne. Vådservietterne må på arbejde igen.

P1010996

I Cerem bliver vi igen modtaget som konger. Maden er det rustikke albanske osv..

P1010997

Tina og jeg sover i naboernes soveværelse..

Igen er vi tidligt oppe. I gårdhaven foran vores hus sidder beboerne og drikker morgenthe. Vores danske turleder, Ivan, er allerede i samtale med mændene, der ikke kan et klap engelsk. Efter en længere gang tegnsprog bliver vi tilbudt kaffe. Jeg får næsten tårer i øjnene. Kaffe! Der komme en lille sort kop bønner med lidt vand i. Den er også kold. Men som de gode gæster vi er, drikker vi høfligt. Vi afslår dog et større glas raki. Klokken er trods alt kun seks om morgenen.

P1020004

Ivan, Tina og jeg drikker morgenkaffe med husets mænd. Ingen forstår et ord.

P1020017

Vi siger farvel til vores værtskone, og turen fortsætter.

Dagens vandring er kun på 3-4 timer. Det er ren luksus, og ikke mindst forlyder det, at vores næste overnatningssted er et hotel med bad. Den melding sætter fut i de ellers trætte fødder. Til gengæld viser det sig, at dagens vandring går gennem en lang og vanskelig skovsti.

P1020021

Vi starter vores vandring mod Valbonadalen. Efter sigende er der et hotel forude..

P1020026

Vi går ad en snæver og lumsk skovsti.

P1020029

Overalt rejser de albanske alper sig. Træerne skygger dejligt for den brændende sol.

DSC_2705

Stien er flere steder udfordrende. Her er det rullende sten.

Den ujævne skovsti er en udfordring for min højre læg, der skaber sig igen. Det irriterer mig, ikke mindst fordi jeg ellers har det fint og ingen vabler har. Jeg snupper i al ubemærkethed et par smertestillende piller. Det skulle jo nødigt hedde sig jeg var dopet.

Vi rammer en asfaltvej, og er med et slag tilbage i civilisationen. Valbona er centrum for vandreturismen her i det nordlige Albanien. Der er både veje og hoteller, men mellem hotellerne går bønderne rundt som for 100 år siden. Det er en stærk kontrast, og det første lille tegn på øget turisme vi støder på. Vi indlogerer os i et nyt, fint værelse med en rigtig seng og et bad. Herligt. Jeg lugter efterhånden af gnu.

DSC_2711

Vores hotel i den skønne Valbonadal.

DSC_2722

Fra den lille altan kan man se aftenlyset på bjergtoppene.

Men allerede inden vi når frem til hotellet bliver en norsk kvinde i gruppen dårlig. Hun kaster op uden varsel lige efter frokosten. Andre er også dårlige. Det bliver starten på en sand epidemi, der skal hærge gruppen de kommende døgn.

Følg med i 3. del der bliver et ualmindeligt latrinært foretagende med bæ og bræk. Så er sarte sjæle advaret på forhånd. 

Reklamer

Den albanske vandringsmand

Rejsen til Albanien, 1. del

“I er da ikke vandrertyper?”

Der er to fordomme der møder os, når vi glade meddeler at vi skal på vandreferie i Albanien. Den første handler om at vandre. Folk der vandrer er  åbenbart introverte, rucola-gnaskende, lidt blege og går i alt for store støvler. De læser angiveligt Information og kigger fugle i weekenden, mens de drikker kaffe af outdoor termokander og er iført det komplette udstyr fra Fjällräven. Nå ja, den tanke har da også strejfet mig.

Den anden, meget værre fordom – som bestemt ikke har strejfet mig – er, at alle albanere er banditter og røvere. “Pas på jeres ting,” advarer folk. Hvor dén påstand kommer fra må guderne vide, eftersom kun de færreste danskere har været i Albanien. Men viden og oplysning er som bekendt fordommens værste fjende.

Allerede i lufthavnen mødes viden og fordom, hvad vandrefolket angår, dog lidt. Det er ikke svært at spotte vores rejsefæller i køen til Austrian Airlines formiddagsfly. Fjällräven er på overarbejde og zipp-off bukserne er fundet frem. Tropehatten er dog blevet hjemme. Ret skal være ret.

Den første uge er vi på vandreferie med Topas i det nordlige Albanien. Vi er en gruppe på 20 personer, en dansk og en albansk guide, senere støder også fire heste samt en række lokale hjælpere til. Mindre kan ikke gøre det. I den anden uge gør vi på egen hånd holdt i Albaniens hovedstad, Tirana, og drager en tur til Dürres ved Adriaterhavet. Sidstnævnte giver anledning til århundredets største grineflip, men meget mere herom i et senere afsnit.

Det er over 22 år siden kommunismen i bogstaveligste forstand faldt i Albanien. I februar 1991, i kølvandet på Murens fald, væltede vrede demonstranter den 10 meter høje statue af Albaniens diktator gennem mere end 40 år, Envar Hoxha, der stod på den enorme Skandenberg Plads i Tiranas centrum. Hoxha selv var død tilbage i 1986, men hans efterfølgere i kommunistpartiet holdt stadig landet i et jerngreb. Men da først statuen, selve symbolet på undertrykkelsen, var faldet brød styret sammen som en punkteret ballon. Præcis, som vi så det med Muren og også senere med statuerne af Saddam Hussein i Irak.

Albanien har ikke tiltrukket sig den store offentlige opmærksomhed siden. Albanien er i dag et af Europas absolut fattigste lande (i hvert fald økonomisk set) og kun de færreste danskere har besøgt landet, på trods af det ligger i Sydeuropa, lige nord for Grækenland og med 1. parket til Adriaterhavet.

Nuvel, der er da heller ingen badeferie eller klassisk sydeuropæiske charterrejse over den uge Topas har arrangeret i det nordlige Albanien. Vi bevæger os straks ud af Tirana lufthavn og kører nordpå i bus. Undervejs passerer vi store, lukkede fabrikker fra kommunismens tid. Arbejderne forlod de statsejede virksomheder straks efter styrets fald, og de står stadig som spøgelsesbygninger 20 år efter.

DSC_2511

Store statsejede fabrikker har ligget øde hen siden 90’erne.

Vi gør det første holdt på hotel Marub ved byen Rubik, to timer nord for Tirana. Det minder mest af alt om et sted i Tyrol eller Schweitz. Der mangler kun Dirch Passer, der kommer løbende med serveringsbakken og synger “Sommer i Tyrol”. Og sommer er det. Det er stegende hedt på Balkan her sidst i juli måned.

DSC_2515

Hotel Marub. Ikke Tyrol, men det nordlige Albanien.

Om aftenen besøger vi en ualmindelig gæstfri albansk familie. Det bliver vores første møde med den imødekommenhed og ægte hjertelighed, der skal vise sig at kendetegne albanerne. Som så mange andre folkeslag der ikke har så meget, har de et forbavsende overskud til fremmede. Vi smager også for første gang den lokale, hjemmebryggede brændevin, Raki. Den kradser som syv sytten – hele vejen ned! Snapsen serveres af en 100 år gammel kone, der både er munter og veltalende. Hun bor også med en guddommelig udsigt og hjemmedyrkede grøntsager. Det er altid en god opskrift på et langt liv.

P1010897

På gårdspladsen smager vi den stærke, krasse Raki.

P1010895-001

Damen er 100 år og absolut ‘still going strong’.

DSC_2519

100 år med denne udsigt fra terrassen.

Næste dag er vi en smuttur i Kosovo og besøger byen Prizren, inden vores trek for alvor starter.

P1010902

Vi passerer grænsen til Kosovo på vej mod Prizren

P1010910

Prizren, Kosovo.

Stegende, tør og stillestående fastlandsvarme brænder ned over os, da vi senere samme dag tager de første tre timers vandring mod Tropoja, hvor de lange vandredage i Albanien starter. Vi går gennem bløde, bølgende dale. Energien er høj og vi spæner af sted. En strategi, der skal vise sig ikke at holde i længden…

DSC_2541

Gennem bløde, grønne dale mod Tropoja.

I landsbyen Tropoja samles vi i Hallils vinterpalads. Hallil er en stor mand i denne del af Albanien og en af de mange aktører, der er en del af det imponerende arrangement på denne tur. Der er ikke tale om et palads i traditionel forstand, til gengæld har det alt hvad man kan ønske sig af landsbyidyl og ægte lokal charme. Vi spiser sammen i den store gårdhave. Menuen kender vi allerede: Det rustikke, albanske landkøkken.

P1010926

En kold øl i aftenskumringen. Gårdhaven i Hallils vinterpalads.

P1010928

Der er rustik, sammenkogt ret i gryden.

P1010937

Så er der serveret…

P1010938

Boghvedesuppe (eller snarere grød?) med ubestemmeligt fjerkræ

Vi overnatter i private hjem fordelt i landsbyen. Det er lidt underligt at stå i et fremmed soveværelse. Alle private ting ligger fremme. Indretninger er ægte Balkan mormorstemning tilsat lidt “hjemme hos Pia Kjærsgaard”.

P1010931

Tusind og én Nat – a la Balkan.

Det er en smuk morgen i Tropoja. Der er stille i landsbyen, bjergene omkranser dalen, og varmen er endnu tålelig. Der snakkes ikke meget. Vi tapper vand og lader op. Alle er forventningsfulde. Vandrestøvlerne føles allerede blytunge efter gårsdagens opvarmningstur på tre timer. I dag står menuen på 8-9 timers trek, og det går kun opad. Vores destination er Hallils sommerresidens, der ligger i over 1.800 meters højde.

DSC_2556

Det er en smuk morgen i Tropoja..

P1010944

Hallils sommerpalads.

DSC_2562

Vi provianterer lidt kiks i Torpojas købmandsbutik.

Den første time føles stigningen som Valby bakke gange ti. Vi går ad ujævne, stenede og knoldede stier. Fødderne kastes til højre og venstre, og anklerne hopper som gyroskoper i høj sø. Hjemmefra havde Tina og jeg overvejet kondisko i stedet for vandrestøvler. Det griner vi lidt af. Støvlerne er deres vægt værd i guld her.

DSC_2566

Vores albanske guide, Durian, forrest. Han går som en maskine.

Stien går gennem grønt lavland, og hovedet roterer i takt med anklerne. Skønheden er slående. Danskere har det med bjerge, som sømænd har det med kvinder i vittighederne – når de endelig er der, skal de fandme ses og nydes. Efter en time fosvinder al smerte i fødderne og benene går på autopilot. Hurtigere og hurtigere.

DSC_2577

Stien går gennem det grønne, soltørre lavland.

DSC_2590

Over stok og ikke mindst sten..

P1010950

Så længe der er træer, giver de en dejlig skygge.

Benene går og går. Eftermiddagen kommer og træerne forsvinder. Landskabet bliver mere goldt og solen brænder ubarmhjertigt. Det er en fantastisk dag og jeg ænser hverken solen eller fødderne. Jeg har det som om stigningen gerne må fortsætte til månen.

Det flader lidt ud de sidste kilometer og vi går langs en bjergskråning, hvor folk har bosat sig i primitive hytter med får og geder. Vi spørger hvem, der ejer landet og grundene. Men sådan fungerer det ikke her. Man taler med naboerne, og så slår man sig ned, hvis man ellers kan komme overens.

Som taget ud af Ringenes Herre dukker Hallils sæterhytter op. Dagens ni timer lange vandring er ved at være til ende.

DSC_2600

Landskabet flader ud og bliver mere goldt.

DSC_2604

Vi møder et par moderne fårehyrder.

DSC_2608

Tina krydser broen til Hallils sommerresidens. Hvem sagde Ringenes Herre?

DSC_2614

Hallils sommerresidens i 1.800 meters højde.

Røgen stiger fra Hallils hytter. Der er gang i de albanske gryder, og det bliver optakten til en magisk aften på sæteren.

Følg med i 2 del, hvor vi sover på hylder hos Hallil, morgenbader med en fugtighedsserviet og fortsætter op i 2.600 meters højde.

Mit digitale jubilæum

Jeg savner at åbne den lille, sorte plasticcylinder, og nyde duften af en Fujichrome 400 Iso eller en Kodak Ultra 100. Den lille beholder var også uovertruffen som pilledåse på rejser. 

Jeg savner til gengæld ikke at have brugt flere hundrede kroner på den fineste fremkaldelse, sat billederne snorlige på syrefrit, sort karton, hvorefter Tante Olga straks satte sine store, fedtede fingeraftryk midt på billederne.

Det er 10 år siden jeg købte de sidste film i ruller, og lagde de analoge kameraer i skabet. Jeg var blandt de sidste, og i dag er det vist kun professionelle, lidt nørder, enkelte stædige, og sikkert nogle ældre uden computer, der holder gang i produktionen af de gode, gamle negativ- og diasfilm.

Musik og litteratur er langsomt på vej i samme retning. Her tilhører jeg dog de stædige, der holder fast i trykte bøger, CD’er og ikke mindst vinyl. LP’en er en vidunderlig opfindelse, der i øjeblikket nyder en velfortjent renæssance. Men – må det indrømmes – vist kun i en snæver kreds af feinsmeckere. En slags moderne antikvitetshandlere, er vi vel.

Jeg synes ikke at hverken bøger eller musik er blevet tilført noget nyt, som følge af den teknologiske udvikling. Den eneste forskel er – som med fotos – at samlingen ingenting fylder. Til gengæld er der masser af dårlig lyd fra billige computerhøjttalere og mindre kønne dockingstationer. Men frem for alt, hvad er et hjem uden en bogreol og en musiksamling? De mobile medier som Ipod  og e-bogslæsere er selvfølgelig en kæmpe landvinding, hvem havde troet man engang kunne gå rundt med et helt bibliotek i lommen? Det er fantastisk, men jeg har personligt ikke behov for at høre musik på gaden eller læse mere end jeg kan slæbe.

Det digitale foto var til gengæld en revolution. En eksplosion af nyheder. Man kan nævne 100 forbedringer, her er nogle få:

Frem for alt kan man se billedet straks det er taget. Man skal ikke vente tre uger på fremkaldelse. Ser billedet ikke ud som forventet, kan man prøve igen med det samme. Det lyder jo som en selvfølge i dag, men det var en revolution større en den franske. Jeg husker stadig første gang jeg målløs stirrede på en (dengang meget lille) skærm, og så billedet fremkalde sig selv! Ubegribeligt.

I 1996 i Østen havde jeg rygsækken fuld af diasfilm. 40 stk. som jeg hele tiden passede på, ikke mindst de eksponerede, der skulle bringes sikkert hjem til Danmark. I dag fylder 40 film intet på et memorycard.

Man kan fra billede til billede ændre på lysfølsomheden. Førhen skulle man skifte film for at gå fra 100 til 800 ISO. Man kan skifte fra farve til sort/hvid, igen uden at skifte film. Hele fotohandlerens arsenal af forskellige film ligger nu i det enkelte kamera. Også dem til 900 kr. Det er sgu da noget, der rykker.

Allerede på kameraet kan man redigere og beskære det enkelte billede. På computeren er mulighederne uendelige. Jeg gider ikke selv bruge tid ved computeren, og synes at billeder skudt som “one-shot” er de sjoveste, men det ændrer ikke ved at muligheden er der. Onde tunger vil sikkert mene, jeg dermed kun er halvt digital. Det lever jeg med.

Man kan selv printe sine billeder i forskellige størrelser, og i en forbløffende kvalitet, på en printer til 800 kr.

Bagdele? Jo, vi mangler jo det gode, gamle fotoalbum. Ingen gider se feriebilleder på en computer. Endelig bliver der ofte taget rigtig mange billeder, fordi der kan ligge 3.000 på memorykortet. Jeg synes jeg ser færre billeder fra folks ferier, end jeg gjorde tidligere. Det skyldes sikkert computerskærmen, og at ingen orker at se 700 billeder fra en weekend i Berlin. Begrænsning er også en kunst. Jeg tager ikke flere billeder i dag, end jeg gjorde i filmens dage. Jeg sletter til gengæld flere.

Så – samlet set – hurra for det digtale kamera og de digitale billeder. Her er lille kavalkade fra 10 herlige, digitale år:

negative0-09-09(1)

Bangkok, Thailand, 2003

cairo 2004 019

Cairo, Egypten, 2004

panama og costa rica 2005 037

Panama City, Panama, 2005

tyrkiet marts 2006 077

Antalya, Tyrkiet, 2006

usa 1 052

New York City, USA, 2007

rusland 2008 156

Moskva, Rusland, 2008

kina juli 2009 142

Simatai, Kina, 2009

sydamerika 2010 572-001

Rio de Janeiro, Brasilien, 2010

tasiilaq juni 038

Tasiilaq, Grønland, 2011

DSC_2030

The Red Center, Australien, 2012

P1010645

Bøgerne og musikken er der endnu. Rødovre, 2013.