A town like Alice

Rejsen til Australien, 6. del

A town like Alice er det første jeg tænker på, da vi endnu engang går ombord i et Qantas fly, og denne gang flyver dybt ind i hjertet af det australske rige, med kurs mod Alice Springs.

Nevil Shute skrev romanen tilbage i 1950 men de fleste husker, som jeg, nok mest en ung Bryan Brown i hovedrollen som den australske krigsfange, der genfinder kærligheden i Alice Springs,  i TV-serien, der blev sendt i dansk tv i begyndelsen af 80’erne. Hvis den ikke lige ringer hos dig, så hedder såvel romanen som tv-serien på dansk “Fem sorte høns”.

Velkommen til Alice Springs.

Romanen er uløseligt forbundet med den mærkelige by, Alice Springs, der ligger midt ude i intetheden i den australske ørken – the outback. Eller The Red Center som området også kaldes på grund af den røde jord, der er så karakteristisk for området. Man kan da også købe bogen i lufthavnen da vi lander.

Vi er langt hjemmefra. Meget langt. Alice Springs ligger næsten i centrum af Australien, og der er 1.800 kilometer til den nærmeste kyst. Herude er afstandene næsten ufattelige. Der er langt mellem alting, og en farm kan godt være på størrelse med Belgien, eller Danmark for den sags skyld. Det er blandt de tyndest befolkede områder i verden.

Taxachaufføren ligner en australsk cowboy. Hvordan ser sådan en så ud? Ja, lidt som dem du kender fra Texas, bare mere rustik i kropsbygningen, i dette tilfælde også med en del mere mave, og så de to buttede kinder, der kendetegner enhver australsk mand. Kinderne skyldes dels en rum mængde Victorian Bitter, den lokale øl, men også de to kartofler, de alle synes at have gemt i kinderne. Tilsammen producerer deres korpus og kinderne den helt særlige australske accent, som man skal være indfødt for at kunne præstere. Du kender accenten fra berømte australiere som Russel Crowe, Mel Gibson, Poul Hogan (Crocodile Dundee) og ikke mindst vores ven fra “A town like Alice” Bryan Brown. Det er så syngende smukt, og jeg aldrig bliver træt af at høre på det. Vores taxamand er dog så indfødt – han han sandsynligvis aldrig været uden for Alice Springs – at han næsten er uforståelig.

Det forhindrer ham dog ikke i at komme med en lang fortælling om Alice Springs på vej mod hotellet. Han afslutter alle sætninger med det obligatoriske “I reckon,” der kan betyde hvad som helst. Landskabet vi kører igennem er tørt og flat. Det er drønvarmt. Det er en tung, tør og kvælende varme. The Alice har ca. 25.000 indbyggere, og alle huse er bungalows, der mest er bygget til at beskytte mod solen. Kontrasten til Port Douglas er total. Det eneste der rejser sig af landskabet er den lange højderyg MacDonnell Ranges der løber hundredevis af kilomter gennem centralaustralien. Det er ikke fordi den er særlig høj, men i forhold til det flade landskab er den markant.

Taxaen fortsætter gennem en naturlig kløft i The Ranges og frem til vores hotel, der ligger i udkanten af byen. Alt er brunt, gult eller vissengrønt. Landskabet, hotellet og chaufføren.

Vi skal kun sove på Hotel Crowne Plaza en nat før vi tidligt om morgenen bliver hentet af den bus, der skal køre os rundt i The red Center de næste fire døgn. Hotellet ligner ethvert “Best Western” hotel i verden med ens værelser og lange gange. Men der er en swimmingpool, og vi koger allerede.

Det bliver der dog ikke noget af i første omgang. Mit UV-filter på kameraet er revnet, og jeg vil gerne ind til centrum, og se om der findes en fotohandler. Det er lørdag, og jeg tænker de lukker tidligt. Altså må vi (pigerne følger som altid trofast med) ud i heden. Der er 25 minutters gang til centrum, og der er kun 40-50 grader i solen. Vi køber et par flasker vand i receptionen (5 dollar stykket – her kan selv DSB ikke være med) og går ud i det forunderlige landskab.

Landskabet er gult, brunt eller vissengrønt.

Floden har været udtørret i årevis. Alice Springs.

Vi går langs en flod, der har været udtørret i årevis. Vi griner i varmen. Vi stifter for første gang bekendtskab med fluerne. De små afrikanske typer man kender fra tv. De kravler ind i øjnene og ørene, og det hjælper ikke at vifte dem væk. De er ligeglade.

Alice Springs dukker op. Ikke specielt charmerende ved første øjekast man sige. Det bliver også vores første rigtige møde med aboriginerne, den oprindelige australske urbefolkning. Vi har set dem i Sydney optræde på gaderne, men her bor de. Aboriginerne er meget anderledes at se på. De er skabt til dette klima, og ligner på ingen måde resten af australierne eller os for den sags skyld. De ser desværre også fattige ud. Stemningen er en lille smule utryg. Det er svært at forklare, men det minder meget om det jeg har oplevet i Grønland. Der er koloniherrerne, og så er der det oprindelige folk. Det er en slags apartheit i mindre skala, og det er ikke specielt kønt.

Deres øjne er klistret til mit kamera, der bliver hvor det er. Ingen portrætter her. Lonely Planet bekræfter, at man ikke skal opholde sig i byen efter mørkets frembrud. Hvor er det sørgeligt. Der skal ikke være tvivl om hvad min holdning er. Det er os der er de fremmede, og vi handler og bevæger os med respekt derefter.

Så lyser glæden op i mig, da jeg får øje på en vaskeægte saloon, der reklamerer for Victorian Bitter. Vi er i cowboyland, og jeg er tørstig som en sømand, der kun har set saltvand i årevis.

Downtown Alice Springs. Det ligner enhver amerikansk by i midtvesten.

Bojangles Saloon, Alice Springs

Mens pigerne bestiller øl går jeg ind i et indkøbscenter, der ligner ethvert andet i en dansk forstad. Fotoshoppen er lukket for 5 minutter siden. Det må blive til fem døgn i ørkenen uden filter. Jeg iler tilbage til øllet.

Senere provianterer vi i en af The Alice mange hiker-butikker, der åbenbart altid er åbne. Vi køber bøllehatte og fluenet, der efter sigende en god ting derude i ørkenen.

På vej tilbage til hotellet. De nyindkøbte fluenet bliver afprøvet.

Endelig tid til poolen.

Næste morgen klokken lidt i seks henter bussen os. Gudien Nick står allerede i receptionen i sit outback outfit. Han ligner en australier! Accenten er også perfekt. Vi kravler om bord i bussen, hilser på de andre 18 deltagere, og Nick sætter i gear. Ved hans side i førerhuset sidder Marleen, der skal lave mad til os de kommende dage. “Om lidt skal I opleve noget særligt,” siger han. “Vi drejer til højre,og derefter drejer vi ikke de næste 450 kilometer!”

Der er 450 kilomter til vi drejer næste gang.

Nummerpladen på vores køretøj.

Efter et par timeres kørsel gør vi holdt på en rasteplads ude i intetheden. Solen er kommet højt på himlen, vinden står stille, og stilheden brydes kun når et lastvognstog i ny og næ passerer forbi på vejen. Fluerne angriber.

Rasteplads i The Red Center. Der er langt mellem alting.

Herretoilettet på rastepladsen. Vi er i cowboyland.

Vores mål denne dag er Yulara National Park, der ligger tæt på Uluru Peak, eller Ayers Rock, som nok er det navn de fleste kender. En stor sten midt i ørkenen. Ja, nærmest et bjerg. Australiens varetegn.

Vi gør holdt ved den første lejrplads i Yulara National Park

Vi efterlader Marleen i lejren, så hun kan forberede vores aftensmad, og kører mod The Rock. Forventningsfulde sidder vi i bussen, da Uluru første gang dukker op i horisonten. Og kommer nærmere og nærmere.

Uluru Peak, Ayers Rock, eller slet og ret The Rock, dukker op i varmedisen.

Welcome to the Rock!.

Følg med i 7. del, hvor vi kommer helt tæt på den store sten, og det går op for os at eventyret kun lige er begyndt!